Velkommen til de nye medlemmer

Hvad skal der til for at få nye medlemmer ind i ’idrætsbutikken’. Her er et par bud.
30. sep 2019
Hvad skal der til for at få nye medlemmer ind i ’idrætsbutikken’. Her er et par bud.

Boldene er pumpet, og banestregerne er tegnet op. Sæsonen er i gang, og måske er der dukket en masse nye medlemmer op i landets idrætsforeninger. Måske tænker du og din forening, at man godt kunne tænke sig endnu flere nye medlemmer.

Hører din forening til dem, der overvejer at gøre lidt ekstra ud at rekrutteringsdelen af nye medlemmer her ved sæsonstart, så har DIF og DGI i regi af ’Bevæg dig for livet’ samlet en række råd og redskaber.

Tanken med de gode eksempler er at inspirere landets foreninger til at foretage nogle små justeringer, som kan gøre det nemmere at være ny og ikke føle sig så meget på udebane, når man begynder i en idrætsforening. Men hvad er det så, der skaber et sundt foreningsliv, som også nye medlemmer har lyst til at være en del af? Camilla Lynge, der er formand i Odsherred Håndboldklub, mener, at nøglen til flere nye glade medlemmer ligger i en unik og engageret velkomst.

”Den gode velkomst er den personlige velkomst. Vi har udnævnt én fra hvert hold, som står klar til at tage imod, når der kommer nye medlemmer. Og så gør vi meget ud af at sige til både børn og forældre, at der findes ingen dumme spørgsmål, man må spørge om alt.”

Kan komme fra gaden
Et andet sted, hvor man arbejder målrettet med at rekruttere flere medlemmer er i Beder-Malling Idrætsforening. ”Vi gør meget ud af at have lave adgangsbarrierer, så det er nemt at komme ind i foreningen. Vi starter nye voksenhold op, hvor du ikke skal have forudsætninger for at have dyrket idræt før, men kan komme ind fra gaden og prøve at se, om det er noget for dig,” siger formand Christine Winding-Lauritzen. Også Svenstrup Badmintonklub har fokus på at rekruttere nye medlemmer – og i den forbindelse også nye frivillige. I dag har klubben intet mindre end 100 frivillige til de omkring 350 medlemmer.

”Vi har kigget på, hvad det er for opgaver, vi har i foreningen og så prøvet at bryde dem ned i mindre dele, så vi får nogle lidt mindre, afgrænsede opgaver. For har vi én person, der har ansvar for booking af vores hal, så ved vi, at der er rigtig godt styr på det. Vi har også et fyldestgørende opgavedokument, som er 60 sider langt, og så sætter vi altid tidsestimat på en opgave. Det gør det lidt nemmere at sige ja til, for så er opgaven mere konkret,” siger formand for badmintonklubben, Jonas Sørig.

TIPS TIL AT FÅ FLERE MEDLEMMER
1. Start nye voksenhold med lave adgangsbarrierer. Det skal være nemt at komme en enkelt gang og prøve.
 
2. Spred budskabet om jeres tilbud Brug eksisterende medlemmer, lokalpressen og sociale medier aktivt, så potentielle medlemmer får muligheden for at opdage, hvilke tilbud I har.
 
3. Lav aktiviteter, hvor man kan komme ind fra gaden. Hold fx åbent hus, så nye potentielle medlemmer kan se, hvad foreningen har at byde på.

TIPS TIL DEN GODE VELKOMST
1. Få en velkomstambassadør. Aftal, hvem der har opgaven med at byde nye medlemmer velkommen. Så er I sikre på, at opgaven ikke falder mellem to stole.

2. Vær personlig Giv en hånd, sig hej eller brug navn, hvis du kan det. Så vil nye på holdet føle sig både set og velkomne.

3. Sørg for, at der er en god stemning i hallen- Hvis man går hjem med et smil på læben efter træning, er der større chance for, at man kommer igen næste gang.

TIPS TIL AT FÅ FLERE FRIVILLIGE
1. Definer små opgaver og sæt et tidsestimat på. Når der bliver sat en ramme for opgaven, er det nemmere at sige ja.

2. Prik folk til opgaverne. Det hjælper at gå aktivt ud og spørge folk. Man skal ikke vente på, de frivillige selv melder sig.

3. Anerkend de frivilliges indsats. Husk at rose, når opgaver, både store og små, bliver løst godt. Det betyder så meget, men kræver så lidt.

LÆS ANDRE ARTIKLER FRA IDRÆTSLIV