Skal dit ungdomshold gratis til Japan?

SAS sender tre danske ungdomshold i disciplinerne atletik, basketball og karate til Japan som ’Future Olympians’.
5. sep 2019
SAS sender tre danske ungdomshold i disciplinerne atletik, basketball og karate til Japan som ’Future Olympians’.
Om under et år tændes den olympiske ild på Olympic Stadium i Tokyo, og OL er i gang. OL-anledningen benytter SAS, der er olympiske partner i DIF og Team Danmark, til at sende et dansk, svensk og norsk ungdomshold fra både atletik, basketball og karate til Japan – ni hold i alt.

Det ’eneste’, som du skal gøre, er at lave en film om, hvorfor netop dit hold skal til Japan som ’Future Olympians’. Filmen skal være kort og være færdig senest 1. oktober 2019.


Hvad, hvorfor, hvornår, hvordan? 

Hvordan udvælges holdene?
Ansøgere skal præsentere sig i en video på op til to minutter. Vinderen vil blive fundet på baggrund af en helhedsvurdering, hvor der kigges på sportslige præstationer, ambitionsniveau, motivation og evne til at engagere sig med andre. Det endelige valg træffes af en komite bestående af repræsentanter fra SAS, specialforbund og filmholdet, der skal med for at dokumentere rejserne.

Hvem kan søge?
SAS Sport Exchange er åben for alle hold i Danmark, Norge og Sverige, som dyrker basketball, karate eller løb. Ud fra værternes alder bør udøverne være født i 2003-2004. Holdene kan bestå af drenge, piger eller være blandede.

Hvornår foregår turen?
De udvalgte hold skal kunne rejse i perioden 18. til 25. november 2019.

Er det gratis for de udvalgte hold?

Ja, SAS dækker rejsen tur/retur til Tokyo, overnatning og sociale aktiviteter. Dertil får hvert hold et beløb til dækning af måltider og transport ud over flyrejsen.

Hvad sker der under opholdet?
Holdene skal være sammen med deres respektive japanske værtshold. Programmet består af cirka fem dages fælles træning, kombineret med sociale og kulturelle aktiviteter.

Hvor mange kan et hold bestå af?
Højst 12 deltagere kan komme med på rejsen. Hvert hold skal have mindst to og højst tre voksne ledsagere i form af trænere, holdledere eller forældre.

Hvor skal man bo?
I ægte sportsånd indkvarteres deltagere i sovesale nær træningsfaciliteterne.

Hvornår er sidste ansøgningsfrist?
Ansøgninger skal være SAS i hænde senest 1. oktober 2019. Hold, der er kommet videre i udvælgelsesprocessen, vil blive kontaktet inden 15. oktober 2019.
Ansøg nu