Esport ind i forbund og foreningsliv

Danmarks Idrætsforbund bevilger 600.000 kroner til stort esportsprojekt og opfordrer samtidig organisationens idrætsforeninger og specialforbund til at implementere flere esportsaktiviteter
4. maj 2019
Danmarks Idrætsforbund bevilger 600.000 kroner til stort esportsprojekt og opfordrer samtidig organisationens idrætsforeninger og specialforbund til at implementere flere esportsaktiviteter

DIF anerkender esport og gaming som en væsentlig del af ungdomskulturen i dag. Derfor opfordrer DIF nu organisationens 62 specialforbund og 8.773 idrætsforeninger til at tænke endnu mere i esportsaktiviteter for medlemmerne.

Det stod klart på DIF’s årsmøde i Idrættens Hus den 4. maj. Her sagde DIF’s formand Niels Nygaard blandt andet:

”Vi ved, at 13 af vores forbund allerede arbejder aktivt med esport, og at mange
foreninger har taget esport til sig og tilbyder gaming til deres medlemmer som et supplement til deres eksisterende aktiviteter. Og det giver god mening – både i forhold til at bygge bro mellem idrætten og den del af ungdomskulturen, der er centreret omkring esport. Men også fordi der er potentialer til positive synergier mellem esporten og idrætten. Foreningslivet kan give esporten gode rammer i sunde miljøer, rådgivning, trænere og fællesskaber.”

Samtidig afslørede Niels Nygaard, at DIF netop har bevilget 600.00 kroner fra DIF’s initiativpulje til Danmarks Cykle Unions store ecykling-projekt Zwift, hvor man kan dyste mod sig selv og princippet hele verden hjemme på sin motionscykel via softwaren Zwift. Med den nye bevilling i hus kommer Danmarks Cykle Union således til at udvikle flere aktiviteter inden for ecykling i de kommende år.

Flere andre specialforbund er allerede godt i gang med at udvikle esportsaktiviteter. For eksempel har Dansk Autobil Sports Union etableret en succesrig turnering i racingspil og har på den vis forlænget sæsonen, så der også køres om vinteren – bare virtuelt. Og også hos DBU arbejdes der målrettet med esport, idet man blandt andet har etableret et esportslandshold.