Sådan forebygger, opdager og behandler du en spiseforstyrrelse

DIF har samlet de vigtigste informationer om spiseforstyrrelser til dig, der er atlet, træner, forælder eller på anden måde engageret i idrættens verden.
22. apr 2019
DIF har samlet de vigtigste informationer om spiseforstyrrelser til dig, der er atlet, træner, forælder eller på anden måde engageret i idrættens verden.

Spiseforstyrrelser forekommer alle steder i samfundet også i idrætten. Hvis du vil vide mere om spiseforstyrrelser, så har vi samlet en række links til informationer her på siden. Du finder fx informationer om kost, ernæring og væske, du får adgang til et gratis online-kursus om spiseforstyrrelser i idrættens verden, og så får du et nummer på en 'hotline', hvis du vil vide mere.

DIF og Team Danmark

Alle kan få en spiseforstyrrelse. Det gælder unge, gamle, tykke, tynde, piger, drenge osv. Hvis du selv har fået en spiseforstyrrelse, hvis du er i tvivl, om du har en spiseforstyrrelse, eller hvis du kender en, som måske har en spiseforstyrrelse, så er det vigtigt, at du taler om det. Spiseforstyrrelser skal ikke være tabuiserede, og det er vigtigt, at de behandles korrekt, så de ikke fylder og bliver omdrejningspunkt i dit eller en holdkammerats liv.

Sammen med Team Danmark har DIF lavet folderen ’Spiseforstyrrelser blandt sportsudøvere – forebyggelse og behandling’. Her finder du oplysninger om, hvordan du kan være med til at forebygge spiseforstyrrelser, opdage en negativ spiseadfærd tidligt, ligesom du finder information om behandlingsmuligheder, hvis spiseforstyrrelsen allerede er udviklet. Folderen er udarbejdet af læger, diætister og andre eksperter i spiseforstyrrelser. Læs mere og hent folderen.

Team Danmark, som arbejder med eliteatleter, har udviklet en side under overskriften ’Sportsernæring’. Her kan du læse om ’Kost’, ’Væske’ og ’Kosttilskud’. Kost og væske er vigtige medspillere for en atlet. De rigtige valg kan afkorte restitutionstiden, nedsætte risikoen for skader og forbedre koncentrationsevnen. Det er med andre ord vigtigt, hvilken ’brændstof du putter på motoren’ – og at du ’putter brændstof på motoren’.  

E-læring om spiseforstyrrelser

I DIF har vi udviklet et e-læringsmodul, som blandt andet henvender sig til trænere og forældre. Her kan alle lære mere om spiseforstyrrelser foran skærmen. Det er gratis at hente ’kurset’, men det kræver, at du opretter dig i systemet. Læs mere og tag kurset online.

Hvis du ikke har fået svar på dine spørgsmål, så kan du kontakte vores 'hotline', som besvares af DIF-konsulent Helle Carlsen på hca@dif.dk eller 43262051.