PRM: FÆRRE MEDLEMMER I IDRÆTSFORENINGERNE I LANGELAND KOMMUNE

Det seneste år er der kommet 202 færre medlemmer i Langeland Kommunes idrætsforeninger, mens der på landsplan er sket en stigning i antallet af foreningsaktive.
9. apr 2019
Det seneste år er der kommet 202 færre medlemmer i Langeland Kommunes idrætsforeninger, mens der på landsplan er sket en stigning i antallet af foreningsaktive.

De seneste medlemstal fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) viser et fald i antallet af medlemmer i foreningsidrætten i Langeland Kommune. Fra 2017 til 2018 er de lokale idrætsforeninger samlet gået 202 medlemmer tilbage, så der nu er 4.315 medlemmer fordelt på kommunens 38 foreninger.

”Heldigvis er der kun ganske få kommuner, hvor der er en tilbagegang. Det er vigtigt for os i idrætsorganisationerne, at foreningsidrætten kan fortsætte med at stå stærkt i Danmark. Derfor arbejder vi for at skabe flere og bredere motionstilbud i samarbejde med idrætsforeningerne. Tilbud, som passer til de idrætsbehov, den danske befolkning har,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

På landsplan er der dog en fremgang på 26.158 unikke medlemmer i idrætsforeningerne, så det samlede medlemstal i DGI og DIF nu er på 2.257.014 fordelt på 11.330 foreninger.

Visionskommuner gør en indsats
På trods af en samlet stigning i antallet af medlemmer i landets idrætsforeninger, skal der stadig ske en stor indsats for at nå DGI og DIF’s fælles mål om at blive verdens mest idrætsaktive nation. Derfor er der fokus på, at idrætten og landets kommuner samarbejder tæt for at kunne tilbyde de bedste idrætstilbud til en bred del af befolkningen.
Inden årets udgang forventes der at være indgået 20 forpligtende samarbejder med såkaldte visionskommuner. Kommuner, der har skrevet under på, at de vil gøre en særlig indsats for bevægelsen, så flere bliver aktive.

”Vi har en vigtig opgave i at sikre, at idrætten er for alle. Bevæg dig for livet-samarbejdet er en vision, der understøtter danskernes sundhed, fællesskaber og netværk. Det er en vision, som vi alle skal løfte, derfor skal idrætten tænkes ind på tværs af forvaltninger i alt fra sociale indsatser til beskæftigelsesindsatser og på sundhedsområdet,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.

Fremgangen i medlemstal understreger desuden den positive udvikling af organisationernes fælles satsning ’Bevæg dig for livet’. Her bidrager idrætterne i samarbejdet med 17.759 flere medlemmer i 2018 til DGI og DIF. Det er især fitness, tennis og fodbold, der driver den positive udvikling, hvor særligt fodbold og tennis har fået vendt en negativ udvikling til positiv.

Medlemstal
Det samlede medlemstal på 2.257.014unikke medlemmer er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlem af begge organisationer.

På www.dif.dk/medlemstal kan du dykke dybere ned i tallene for de to organisationer. På www.dgi.dk/medlemstal kan du se nærmere på DGI’s tal.