PRM: Midtjylland topper listen over kommuner med flest muligheder for idræt i naturen

Ny analyse giver et overblik over idrætsmulighederne i naturen i samtlige kommuner i Danmark. Silkeborg ligger nr. to på listen over kommuner med flest muligheder for at dyrke idræt i naturen.
20. mar 2019
Ny analyse giver et overblik over idrætsmulighederne i naturen i samtlige kommuner i Danmark. Silkeborg ligger nr. to på listen over kommuner med flest muligheder for at dyrke idræt i naturen.

Danskerne er vilde med at dyrke motion i naturen, og interessen for at komme ud og få mudder under løbeskoene eller vandsprøjt i ansigtet er støt stigende. Andelen af voksne borgere, der dyrker idræt og motion i naturen er steget fra 36 procent i 2011 til 44 procent i 2016, hvilket gør naturen til den mest populære idrætsarena i Danmark.

Det er første gang, at der bliver lavet en kortlægning af, hvor mange faciliteter, der er til rådighed i naturen til at dyrke idræt. Analysen viser, at de fleste kommuner har enten skov eller vandstrækning, som kan bruges til såkaldt outdooridræt som løb, mountainbike, ridning, kajakroning og windsurfing, men at der er mange steder, hvor outdooridrætten ikke bliver understøttet af faciliteter.

Rapporten beskriver, at der generelt er et stort potentiale for at forbedre mulighederne for outdooridræt i kommunerne gennem flere faciliteter, dels for at styrke udviklingen i antallet af udøvere, og dermed folkesundheden, dels for at tage hensyn til naturen.

Plads til både Stand Up Paddle og orienteringsløb
Optællingen af arealer og faciliteter til outdooridrætten er foretaget af Danmarks Idrætsforbund, og den viser, at ingen kommuner scorer maksimumpoint på alle parametre, men på en 2. plads på listen over flest arealer og faciliteter, der både understøtter skovidrætter som mountainbike, trailløb, orienteringsløb og rulleski, men også idrætsaktiviteter knyttet til vand som turroning, turkajak, sportsdykning, windsurfing og Stand Up Paddle ligger Silkeborg Kommune. Bornholm tager førstepladsen, og Vordingborg Kommune ligger på en tredjeplads.

Ses der alene på mulighederne for idræt i skoven, topper Silkeborg listen som den kommune, der har flest muligheder for skovidræt. Herning, Viborg og Ikast-Brande Kommuner ligger også i top med en henholdsvis 4., 5. og 8. plads, mens Holstebro sniger sig ind på en 9. plads. Og når det gælder mulighederne alene for vandsport, kommer Skive ind på en 4. plads.

Naturen som en idrætsarena
Både Silkeborg, Ikast-Brande, Holstebro og Skive Kommuner er alle såkaldte visionskommuner, der betyder, at de har indgået et samarbejde med DGI og Danmarks Idrætsforbund om at bakke op om organisationernes vision om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Det, at kommunerne ikke kun prioriterer idrætsfaciliteter som badmintonhaller og fodboldbaner, men også husker naturen som idrætsarena, vækker glæde:

”Det er en fornøjelse at se, hvordan Silkeborg Kommune udnytter områdets ressourcer til at tilbyde alt fra mountainbikespor til kajakpolobaner. Det samme gælder de mange andre midtjyske kommuner, der på den måde er med til at understøtte mulighederne for en lang række idrætsaktiviteter i naturen,” siger konsulent i Danmarks Idrætsforbund, Casper Lindemann.

Manglende formidling
Mens de midtjyske kommuner topper listen over muligheder for idræt i naturen, er det ikke ensbetydende med, at de åbenlyst skilter med de mange muligheder. Analysen viser, at kommunerne generelt set har en sparsom formidling af mulighed for idræt i naturen på deres hjemmesider. Derfor anbefaler DIF i rapporten, at der bliver gjort endnu mere ud af formidlingen især på hjemmesiden, så flere danskere inviteres til at benytte de mange idrætsfaciliteter, der findes i det midtjyske.

Fakta:

  • Der dyrkes mere end 40 forskellige outdooridrætter i Danmark, og mere end en fjerdedel af disse er helt eller delvist afhængige af specialfaciliteter som for eksempel kabelbaner og mountainbikespor.
  • Idrætsaktiviteter knyttet til skov: Mountainbike, langrend, alpin, løb, crossløb, trailløb, orienteringsløb, biathlon, crossløb, mountainbikeorientering, trailorientering, rulleski, ridning, cross triatlon
  • Idrætsaktiviteter knyttet til vand: Konkurrenceroning, turroning, kapkajak, turkajak, kajakpolo, cross triatlon, triatlon, aquatlon, sejlads, Stand Up Paddle, windsurfing, surfing, open water svømning, vandski, wakeboard, kitesurfing, kajaksurfing
  • Rapporten ’Outdooridræt i Danmark’ opdeler mulighederne for henholdsvis skovidræt og vandsport. Ses der alene på mulighederne for vandsport fordeler kommunerne sig således på en top-5:
    1. Vordingborg
    2. København
    3. Slagelse
    4. Skive
    5. Kalundborg
  • Top- 5 over kommuner med flest muligheder for skovidræt:
    1. Silkeborg
    2. Hillerød
    3. Bornholm
    4. Herning
    5. Viborg
  • Top-5 over kommuner med flest muligheder for både skovidræt og vandsport:
    1. Bornholm
    2. Silkeborg
    3. Vordingborg
    4. Frederikshavn
    5. Viborg
  • I bunden af listen over kommuner, der hverken har arealerne eller faciliteter, ligger Frederiksberg, Herlev og Rødovre Kommuner, mens Læsø er den kommune, der har det størst uudnyttede potentiale, da kommunen har masser af arealer, men ingen faciliteter til at fremme idræt i naturen.
  • Optællingen af arealer og faciliteter til udendørsidrætten er foretaget af Danmarks Idrætsforbund

Om Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden, og involverer hele Danmark. Friluftsrådet indgår desuden i partnerskabet med fokus på naturen som arena for udfoldelse.