PRM: København nr. to på listen over kommuner med flest muligheder for vandsport

Ny analyse giver et overblik over idrætsmulighederne i naturen i samtlige kommuner i Danmark. København ligger nummer to på listen over flest muligheder for vandsport.
20. mar 2019
Ny analyse giver et overblik over idrætsmulighederne i naturen i samtlige kommuner i Danmark. København ligger nummer to på listen over flest muligheder for vandsport.

Havnebade, kajakpolobaner, en kabelbane til Wakeboard og et stort udbud af havne med mulighed for sejlsport gør, at København ligger nummer to på listen over kommuner, der tilbyder flest muligheder for at dyrke vandsport.

Andelen af voksne borgere, der dyrker idræt og motion i naturen er steget fra 36 procent i 2011 til 44 procent i 2016, hvilket gør naturen til den mest populære idrætsfacilitet i Danmark. Det har fået Danmarks Idrætsforbund til at lave en optælling af, hvor gode mulighederne for at dyrke idræt i naturen egentlig er.

Det er første gang, at der bliver lavet en kortlægning af, hvor mange arealer og faciliteter, der er til rådighed til at dyrke idræt i naturen. Analysen viser, at de fleste kommuner har både skov og vandstrækning, som kan bruges til såkaldt outdooridræt som løb, mountainbike, ridning, kajakroning og windsurfing, men at der er mange steder, hvor outdooridrætten ikke bliver understøttet af faciliteter. Rapporten beskriver, at der generelt er et stort potentiale for at forbedre mulighederne for outdooridræt i kommunerne gennem flere faciliteter, dels for at styrke udviklingen i antallet af udøvere, og dermed folkesundheden, dels for at tage hensyn til naturen.

Sammen med DGI har Danmarks Idrætsforbund en målsætning om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Rapporten viser stor variation inden for prioritering af faciliteter til udendørsidræt som mountainbikespor, orienteringsbaner og kajakpolobaner.

København har plads til både wakeboard og Kajakpolo
Rapporten opdeler også mulighederne for henholdsvis skovidræt og vandsport. Ses der alene på mulighederne for vandsport, så er Københavns Kommune en af de førende kommuner, når der ses på kombinationen af vand og vandsportsfaciliteter. Her er der både gode muligheder for sejlsport, kajak og Stand Up Paddle, og der er kajak-polobaner, kabelbane og baner til havsvømning:

”Det er en fornøjelse at se, hvordan København udnytter al den vand, der er omkring byen, det kan mange andre byer lære meget af. Det er helt afgørende, at kommunerne prioriterer idrætsfaciliteter i naturen højt, hvis vi skal nå målsætningen om at være verdens mest idrætsaktive nation og København har et imponerende udbud af muligheder, når man udelukkende ser på vandsporten,” siger konsulent i Danmarks Idrætsforbund, Casper Lindemann.

Bornholm er Danmarks bedste outdoor-idrætskommune
Optællingen af arealer og faciliteter til outdooridrætten er foretaget af Danmarks Idrætsforbund, og den viser, at ingen kommuner scorer maksimumpoint på alle parametre, men i toppen af listen over flest arealer og faciliteter i naturen, der både understøtter skovidrætter som mountainbike, trailløb, orienteringsløb og rulleski, men også idrætsaktiviteter knyttet til vand som turroning, turkajak, sportsdykning, windsurfing og Stand Up Padle ligger Bornholms Regionskommune, skarpt efterfulgt af Silkeborg og Vordingborg Kommuner. På den samlede liste over mulighed for at dyrke både skovidræt og vandsport ligger Københavns Kommune nr. 34.

I den anden ende af skalaen ses især den Københavnske Vestegn, Frederiksberg og Tønder Kommuner, som har få eller ingen arealer og faciliteter til outdooridræt.

Fakta:

  • Der dyrkes mere end 40 forskellige outdooridrætter i Danmark, og mere end en fjerdedel af disse er helt eller delvist afhængige af specialfaciliteter som for eksempel kabelbaner og mountainbikespor.
  • Idrætsaktiviteter knyttet til skov: Mountainbike, langrend, alpin, løb, crossløb, trailløb, orienteringsløb, biathlon, crossløb, mountainbikeorientering, trailorientering, rulleski, ridning, cross triatlon
  • Idrætsaktiviteter knyttet til vand: Konkurrenceroning, turroning, kapkajak, turkajak, kajakpolo, cross triatlon, triatlon, aquatlon, sejlads, Stand Up Paddle, windsurfing, surfing, open water svømning, vandski, wakeboard, kitesurfing, kajaksurfing
  • Rapporten ’Outdooridræt i Danmark’ opdeler mulighederne for henholdsvis skovidræt og vandsport. Ses der alene på mulighederne for vandsport fordeler kommunerne sig således på en top-5:
    1. Vordingborg
    2. København
    3. Slagelse
    4. Skive
    5. Kalundborg
  • Top- 5 over kommuner med flest muligheder for skovidræt:
    1. Silkeborg
    2. Hillerød
    3. Bornholm
    4. Herning
    5. Viborg
  • Top-5 over kommuner med flest muligheder for både skovidræt og vandsport:
    1. Bornholm
    2. Silkeborg
    3. Vordingborg
    4. Frederikshavn
    5. Viborg
  • I bunden af listen over kommuner, der hverken har arealerne eller faciliteter, ligger Frederiksberg, Herlev og Rødovre Kommuner, mens Læsø er den kommune, der har det størst uudnyttede potentiale, da kommunen har masser af arealer, men ingen faciliteter til at fremme idræt i naturen.
  • Optællingen af arealer og faciliteter til udendørsidrætten er foretaget af Danmarks Idrætsforbund.

Om Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden, og involverer hele Danmark.Friluftsrådet indgår desuden i partnerskabet med fokus på naturen som arena for udfoldelse.