Ry får nyt trailcenter

Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund har sammen med idrætsforeninger og andre aktive fritidsbrugere af naturen i Skanderborg Kommune udviklet et nyt mødested, der skal understøtte interessen for at være aktive i naturen. Ry gør klar til at tage det første spadestik til trailcentret nu.
14. dec 2018
Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund har sammen med idrætsforeninger og andre aktive fritidsbrugere af naturen i Skanderborg Kommune udviklet et nyt mødested, der skal understøtte interessen for at være aktive i naturen. Ry gør klar til at tage det første spadestik til trailcentret nu.

Trailløbere, mountainbikere, orienteringsløbere og en lang række af skovens øvrige fritidsbrugere i Ry har afsluttet en stor udviklingsproces sammen med Lokale og Anlægsfonden (LOA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF). Nu gør de klar til at forberede deres nye mødested i naturen ’Trailcenter Søhøjlandet’. 
Den nyeste motionsvaneundersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at andelen af voksne danskere, der dyrker idræt i naturen, er steget fra 36 pct. i 2011 til 44 pct. i 2016, men der mangler faciliteter til at understøtte interessen.
Det nye trailcenter skal derfor danne ramme om en bred række idrætsaktiviteter i naturen og give nye brugere mulighed for at dyrke det aktive udeliv, herunder blandt andet børn og unge, som modsat voksne er mindre i naturen. 

”Det er en fornøjelse at se de første resultater af det hårde arbejde i Skanderborg Kommune. Vi håber, at andre kommuner vil lade sig inspirere af Trailcenter Søhøjlandet, så ideen om trailcentre kan blive udbredt til hele landet og i sidste ende inspirere endnu flere til at være aktive i naturen,” siger Niels-Christian Levin, bestyrelsesmedlem, Danmarks Idrætsforbund.

Trailcenter Søhøjlandet er det første eksempel ud af i alt 5 Trailcentre, LOA og DIF har udviklet sammen.

Brugerne har været med hele vejen 
LOA og DIF har i processen haft et stærkt fokus på at involvere borgerne i Skanderborg Kommune i udviklingen af det nye trailcenter og har haft både selvorganiserede og de lokale foreninger til at pege på deres ønsker til indretning, funktioner og den fremtidige drift af faciliteten gennem forskellige workshops.

”Borgernes bidrag har været utrolig værdifulde. Vi har været i tæt dialog med 24 primære brugere og efter et offentligt borgermøde fandt vi ud af, at sammenhæng mellem placering og funktioner er afgørende. Nu opnår vi god nærhed mellem mødestedet og spændende løbe- og MTB-spor. Det her er kun startskuddet til flere outdoor-aktiviteter i Søhøjlandet. Vi ønsker at udvide mulighederne for at være aktiv i naturen ad flere etaper. Målet er at skabe et netværk af trailstationer – også til vandaktiviteter på sigt,” fortæller Tage Nielsen, Formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune.

Muligheden for mødes på tværs – organiserede, selvorganiserede, nye og eksisterende brugere er en af facilitetens vigtigste funktioner som platform for den daglige træning og forskellige motionsevents i naturen. Samtidig giver den mulighed for at kombinere aktiviteter, og brugerne kan således cykle en tur i skoven på MTB, parkere den og løbe en tur i skoven, efterfulgt af et måltid der tilberedes på trailstationen.

Trailcentret – to nye mødesteder i naturen
Trailcenter Søhøjlandet kommer til at bestå af to geografisk adskilte trailstationer – den ene placeret bynært og koblet til et eksisterende idrætscenter ved Siim Skov. Den andet bliver større med flere funktioner og får placering midt ude i naturen på Sletten vest for Himmelbjerget. 

”Trailcentret bygger videre på vores erfaringer med grønne rum og matcher nutidens og fremtidens tendenser inden for idræt og udeliv i naturen. Faciliteten er et bud på et moderne mødested, der rummer hele paletten af udeaktiviteter og med sin centrale funktion og placering giver naturoplevelsen kvalitet og sænker barrieren for nye brugere ved at formidle og gøre idræt i naturen tilgængelig,” siger Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.

Skanderborg Kommune har planer om at udvide trailcentret med flere stationer på sigt. Projektet med de fem trailcentre er et partnerskab mellem LOA og DIF, som startede i 2017. Udviklingen af de resterende fire centre forventes afsluttet i sommeren 2019.
Arkitektfirmaet KRADS har været den gennemgående rådgiver på projektet.
Læs mere om de fem trailcentre her.

Yderligere information
Jakob Færch:
Udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, 28 69 47 74

Niels-Christian Levin:
Bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund, 31 34 42 08

Viggo Rasmussen:
Udviklingskonsulent i Plan og Byudvikling, Skanderborg Kommune, 24 64 25 33

Casper Lindemann: 
Konsulent i Danmarks Idrætsforbund, 40 35 29 87

Jens Øyås Møller:
Udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, 31 75 94 86