145 EM- og VM-medaljer til Danmark i 2018

Rekordmange specialforbund vandt EM- og VM-medaljer i 2018, men den danske medaljehøst haltede i de sommerolympiske sportsgrene.
22. dec 2018
Rekordmange specialforbund vandt EM- og VM-medaljer i 2018, men den danske medaljehøst haltede i de sommerolympiske sportsgrene.

52 guldmedaljer, 42 sølvmedaljer og 51 bronzemedaljer. Sådan lyder medaljebundlinjen, når elitesportsåret gøres op. Til de 145 medaljer skal desuden lægges blandt andet en Grand Slam-sejr i tennis, en Ryder Cup-sejr i golf, en cykelsejr i Amstel Gold Race og et All England-mesterskab i badminton, som ikke kan aflæses i medaljestatistikken.

”2018 har været et flot dansk sportsår, hvis man tæller de vundne EM- og VM-medaljer samt medregner de mange andre store danske sejre, der er hevet i land på den internationale scene. Det er dog ikke selve antallet af titler, som jeg primært hæfter mig ved, men mere mangfoldigheden i sportsgrene, som medaljerne er vundet i. I 2018 har 31 specialforbund vundet EM- og VM-medaljer. Det er rekord, og det er vi stolte over,” siger Morten Rodtwitt, der er leder i Team Talent og Elite i DIF. Han fortsætter:

”I eliteidrætten elsker vi medaljer, og vi kan bedst lide dem af guld. I 2018 vandt danske atleter hele 52 EM- og VM-guldmedaljer, hvilket er rekord. Det, synes jeg, er værd at kippe med Dannebrog over.”

Den olympiske dimension

Hvis man dykker ned i statistikkerne, så er alt imidlertid ikke rosenrødt. I 2014, som er det bedst sammenlignelige år pga. den internationale mesterskabsturnus, vandt danske atleter otte VM-medaljer i sommerolympiske sportsgrene, mens det blev til fem i 2018.

”Det er ingen hemmelighed, at den klart største internationale konkurrence findes i de sommerolympiske sportsgrene, og her har det medaljemæssigt haltet for de danske atleter i 2018. Når vi isolerer de sommerolympiske sportsgrene i den store medaljestatistik, så vandt Danmark tre VM-medaljer færre i 2018 end i 2014, og det blev ikke til en eneste af guld i år. Det viser med al tydelighed, at den internationale konkurrence bliver stadig skarpere, og at vi i Danmark ikke kan hvile på laurbærrene efter et fænomenælt OL i Rio i 2016,” siger Morten Rodtwitt, der også er chef de mission for det danske OL-hold, og fortsætter:

”Jeg kunne vælge at tage de pessimistiske briller på, men det ligger for det første ikke til min natur at slå op i banen, og for det andet så er det vigtigt at få alle nuancerne med, når vi evaluerer 2018 i en olympisk optik. Med det mener jeg, at vi i 2014 havde 20 top 8-placeringer, mens det tal i 2018 er steget til 24. Det viser, at bredden i den danske elite er stor, og at vi skal bruge 2019 på at få rykket de små marginaler, så danske atleter kan hoppe fra en placering som nummer 4-8 og op på medaljepodiet.”

Næste OL afvikles i Tokyo i sommeren 2020, og ved udgangen af 2019 er det muligt at komme med et kvalificeret gæt på den danske OL-holdstørrelse samt en forventning om, hvordan den danske medaljehøst bliver i den japanske hovedstad.

Den danske medaljestatistik gennem tiden findes her: https://www.dif.dk/da/elite/nyheder/medaljer_og_mesterskaber

Yderligere kommentarer:

Morten Rodtwitt, chef de mission og leder i Team Talent og Elite i DIF, 29370916