DGI og DIF bekymrede over stigende gebyrer

Idrættens to største organisationer arbejder sammen med de lokale foreninger og banker for at undgå unødvendige gebyrer og bureaukrati.
14. dec 2018
Idrættens to største organisationer arbejder sammen med de lokale foreninger og banker for at undgå unødvendige gebyrer og bureaukrati.

Altinget har bragt en historie om, at bankerne siden 2013 har hævet gebyrerne over for foreningslivet. DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) har også modtaget henvendelser fra idrætsforeninger, der oplever stigende gebyrer og bureaukrati forårsaget af blandt andet hvidvaskningsloven.

”Vi oplever, at der i langt hovedparten af tilfældene er et godt samarbejde mellem den lokale idrætsforening og banken og en god forståelse for den særlige rolle, som foreningerne spiller. Samtidig har vi desværre fået et antal henvendelser fra foreninger, der er forundrede over gebyrstigningerne, og nogle af foreningerne har svært ved at få det til at hænge sammen på grund af stigninger. Det er bekymrende,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

Behov for mere viden
Generelt er DGI og DIF meget glade for den måde, som flere banker bakker op om foreningslivet i form af økonomisk støtte. Men særligt for de mindre foreninger kan det udfordre den daglige drift, hvis der pludselig skal prioriteres flere penge til oprettelse af konti og gebyrer. Derfor følger de to organisationer udviklingen nøje i dialog med idrætsforeninger og banker.

”Vi er bekendt med, at der nationalt er blevet skruet på nogle af gebyrerne. Vi har forståelse for, at der stilles mange krav til bankerne for at undgå snyd, og at det giver udfordringer. Men for mange foreninger har et par tusinde kroner fra eller til enorm betydning for driften, og derfor vil vi sammen med foreningerne danne os et overblik over udfordringerne. På den baggrund tager vi dialogen med bankerne, så vi sikrer, at der tages hensyn til foreningernes særlige forudsætninger, så vi undgår unødvendige gebyrer og bureaukratiske benspænd,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.