Mere end "Sejler op af åen"

Tidligere modtog landsholdsspillerne i håndbold en sangbog, hvor der i forordet var en opfordring til at have den med til turneringer og bruge den efter kamp.
20. nov 2018
Tidligere modtog landsholdsspillerne i håndbold en sangbog, hvor der i forordet var en opfordring til at have den med til turneringer og bruge den efter kamp.

Museet har modtaget et eksemplar af Dansk Håndbold Forbunds landsholdssangbog. Sangbogen har tilhørt håndboldspilleren Peter Nielsen, der døde i oktober måned i år. Han modtog den ved sin debut på landsholdet i kampen mod Rumænien den 26/6 1962 i Bukarest.

Peter Nielsen opnåede otte kampe på landsholdet og scorede syv mål. Han var en skarpskytte, og en overgang var han kendt som den spiller i Danmark, der havde scoret flest mål i en turneringskamp. Det var i oktober 1963, hvor han scorede 19 mål for Ajax mod Skovbakken.

 

Ajax blev danske mestre i 1964, Peter Nielsen nr. 6 fra venstre

Sangbogen blev udsendt af Dansk Håndbold Forbund i 1958 og var beregnet til brug for håndboldspillere, når de var på rejser til internationale stævner.

Som der står i forordet: ”Tag den til jer, tag den med jer. Benyt den, som den fortjener det. Syng ud af karsken bælg, og I er sikre på også at vinde tredje halvleg.”