’LBI Fodboldskole’ i Sorø vandt den regionale afstemning i Danskernes Idrætspris

38 procent af alle de afgivne stemmer, der gik til idrætsinitiativer fra Sjælland og Lolland Falster, landede på LBI Fodboldskole 2018 for børn med diagnoser.
16. nov 2018
38 procent af alle de afgivne stemmer, der gik til idrætsinitiativer fra Sjælland og Lolland Falster, landede på LBI Fodboldskole 2018 for børn med diagnoser.

Det blev ’LBI Fodboldskole for børn med diagnoser’, der løb med den sjællandske førsteplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris 2018. Dermed er idrætsinitiativet fra Sorø Kommune, der hjælper børn med diagnoser med på fodboldskoler, med videre til den landsdækkende semifinale og med i konkurrencen om 100.000 kr.

LBI Fodboldskoler har givet børn med diagnoser de samme muligheder som andre børn – nemlig at deltage i en fodboldskole i løbet af sommerferien. På den måde har disse børn kunnet tale med om de oplevelser, som sporten har givet dem i sommerens løb.

Bag prisen står e-boks, DR P4 og Danmarks Idrætsforbund (DIF), og den hylder de projekter, initiativer og ideer, der er med til at styrke fællesskabet og glæden ved at bevæge sig eller være aktiv i en forening.  

Med førstepladsen går LBI Fodboldskoler sammen med syv andre regionale vindere fra resten af landet videre til semifinalen, hvor bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund udvælger tre finalister og herefter kårer vinderen. Vinderen af Danskernes Idrætspris offentliggøres ved DR’s show SPORT 2018 den 5. januar 2019.

”Der er desværre en del børn, som ikke uden videre har modet eller evnerne til at deltage i sommerens normale håndbold- og fodboldskoler. Mange af de børn har man imidlertid fundet plads til i Lynge-Broby Idrætsforenings fodboldskole for børn med diagnoser,” lyder dommerpanelets begrundelse for, at netop LBI Fodboldskole gik videre i konkurrencen.

Det er et regionalt dommerpanel, der har stået bag udvælgelsen af de tre idrætsprojekter på Sjælland og Lolland Falster. Panelet bestod af Cathrine Dufour, en af verdens bedste dressurryttere, Jan Lindorff, repræsentant for den lokale DIF-idræt og formand for Sydsjællands Håndboldklub og Claus Würtzen, journalist ved DR P4 Sjælland.

De to øvrige idrætsprojekter, der kunne stemmes på, var Sejerø Golfklub og Sydstevnshallen.

Afstemningen, der foregik på www.danskernesidrætspris.dk, løb over tolv dage og sluttede fredag den 16. november kl. 9.

I alt var 16.803 danskere inde og stemme på hjemmesiden.