"Bør kvinder drive fodsport?"

Kvindernes idrætsdeltagelse har været udgangspunkt for heftig debat i årene lige inden 1900-tallets begyndelse. Billedet herover viser "Kvindelig Turistforening" på tur ved Sorgenfri Slot - for kvinderne skulle ikke benytte orden "fodsport", men derimod "turistsport" om deres organiserede aktiviteter.
31. okt 2018
Kvindernes idrætsdeltagelse har været udgangspunkt for heftig debat i årene lige inden 1900-tallets begyndelse. Billedet herover viser "Kvindelig Turistforening" på tur ved Sorgenfri Slot - for kvinderne skulle ikke benytte orden "fodsport", men derimod "turistsport" om deres organiserede aktiviteter.

Spørgsmålet: "Bør kvinder drive Fodsport" blev rejst af hr. Pan i Dansk Idræts-Tidende i november 1897. Hr. Pan indledte i tidsskriftet med at konstatere, at idræt vil gøre de kommende generationer ”kraftigere og sundere”. Men hvad hjalp det, når det kun var den mandlige del af befolkningen, det galdt, mens kvinderne fortsat ville være ”svækkede og nedbrudte”?
Når nu kvinderne her i vinterperioden alligevel indfandt sig til idrætsforeningernes små festligheder, ville det være på sin plads, at der forsøgtes at opmuntre kvinderne til, når sommeren kommer, at ”vandre ud fra den lumre og støvede by, ud i den frie, friske natur, og der finde den samme uvurderlige skat, som vi andre alt have søgt og fundet. Sundheden”. Denne artikel skulle vise sig at sætte gang i en debat om kvinders idrætsdeltagelse.


Hed debat
Artiklen affødte en længere debat i bladets efterfølgende numre: En debatør, der kaldte sig ”Jeanne”, mente, at det måtte være en selvfølge, at kvinderne ”ikke skal sidde hjemme og kede sig ganske kolossalt” men derimod ”skal med ud i den friske frie natur og få kulør på kinderne”. Debattøren var også overbevist om, at deltagelse i fodsporten ville udvikle kvinderne såvel åndeligt som legemligt.
Jeanne havde også en bemærkning om, hvilken klædedragt kvinderne burde iføre sig, når de skulle deltage i denne moderne aktivitet: 

En fiks hue, løs trøje, fodfri nederdel og solide støvler vil efter min mening blive det rette

En anden debattør, ”Nicolai”, blev grebet af en ”næsten uimodståelig trang til at overfalde Pan og for længere tid bringe ham til tavshed”. Han mente absolut ikke, at kvinderne havde noget at gøre på dette felt. Kvinderne skulle koncentrere sig om at ”behage” manden: ”Men tro ikke kære kvinder, at I kommer herrernes kvindeideal nærmere ved at blande jer med dem, antage deres vaner og til dels deres klædedragt. For det vil altid være de mest ”kvindelige” kvinder, der vinder mændenes beundring.”
Nicolai sluttede sit indlæg med følgende opfordring: ”Bliv derfor hjemme kære kusiner, vov eder ikke ud på glatisen” Hvis I alligevel gør det ”gå da for eder selv og så ubemærket og afsides som muligt”.
Nicolai mente i øvrigt, at hvis kvinderne deltog på mændenes ture, ville det ødelægge den ellers gode stemning, og han foreslog derfor, at de blev hjemme og i stedet gav mændene en blomst og et smil med på vejen.

I et efterfølgende svar meddeler ”Jeanne”, at hun absolut ikke har nogen lyst til at følge med på hr. Nicolais ture. Men at hendes formål var at vække medsøstrenes interesse, for derefter at stifte deres egen klub.

 

Sagkundskaben konsulteres
I marts nummeret af Dansk Idræts-Tidende blev næstformand i Københavns Fodsport Forening, A. Holm junior, opfordret til (som ekspert) at komme med sine bemærkninger til denne debat.
Hr. Holm indledte sit indlæg med at konstatere, ”at kvinden bør drive fodsport, er for mig hævet over enhver tvivl
Men han mente samtidig, at damerne havde brug for tre råd:

  1. Undgå væddekampe, da de var usunde, og fordi damerne alligevel ikke kunne opnå nævneværdige resultater på grund af deres mindre kraftige muskel- og benbygning. Derfor skulle kvinderne heller ikke benytte sig af ordet ”fodsport”, men erstatte det med ”turistsport
  2. Der måtte kun optages damer i foreningen, og herrer skulle forbydes at deltage i de almindelige ture - ”Der kan jo altid ved særlige lejligheder gøres undtagelser
  3. Bliv enige om en fornuftig dragt:
    - "Man må have forståelse for hvor umuligt korsettet er, når kvinder skal dyrke fodsport.
    - "Strømpebånd bør ikke benyttes. Men man har jo nogle aldeles uskadelige strømpeholdere, der kan bæres om livet."
    - "Fodtøj bør man også være forsigtig med og endelig benytte brede tånæser og lave hæle."
    - "Dragten bør være fornuftig, sund, let og klædelig – uden korset. Den skal hvile på skuldrene og alt tøjet, såvel under som ydertøj, bør være i et stykke fra skulder til fod."

Holm jr. sluttede sit indlæg med at ønske alt godt for kvinderne og deres fodsportsaktiviteter, der ville ”bringe dem legemlig sundhed og gøre dem lykkelige”.

Kvindelig Turist Forening stiftes

I marts 1898 stiftedes Kvindelig Turistforening, og allerede søndag den 3. april arrangeredes den første tur. Den startede ved Slotskroen kl. 12, og herfra gik turen ad Roskildevejen langs Damhussøen til Rødovre, Skovlunde, Herlev og hjem ad Frederikssundsvejen.
Herefter afholdt foreningen faste månedlige ture med forskellige startsteder og ruter i omegnen af København.
I starten var turene kun for kvinder og under ledelse af formanden, frk. I. Lorentzen. 

Ved generalforsamlingen i oktober 1899 fremgik det af beretningen, at de medlemmer, der igennem året havde aflagt de længste distancer var:
- Nr. 1 Frk. J Seitzberg, der havde tilbagelagt 82 ¾ mil (= ca. 620 km.) fordelt på 24 ture. 
- Nr. 2 Frk. J Lorentzen med 65 mil fordelt over 21 ture.

Søndag den 10. juli 1898 indbød de københavnske fodsportsforeninger så til den første udflugt, der var åben for alle. Turen gik til Hven med specielt hyret skib og medfølgende musikkorps. Madkurven skulle medbringes, men der kunne købes drikkevarer om bord. Der ville være sange og taler under turen og ”sagkyndig forklaring på Hveens ruiner”. Der afsluttedes med dans på øen og hele arrangementet kostede 175 øre pro persona.

Diskussionen omkring korsettet
Senere på året 1898 var korsettet atter genstand for opmærksomhed i forbindelse med kvinders deltagelse i idræt. Bladet omtaler i en artikel nogle forsøg udført af Dr. Dudley Allen Sargent på Harvard University.
Dr. Sargent ville påvise, at korsettet havde en dårlig indflydelse på kvinders præstation. Derfor lød han først 12 unge damer løbe en distance på 1/4 mile for derefter at måle deres puls. Den følgende dag skulle de atter gennemføre samme løb, men denne gang var de iført korset. Efter første løb var gennemsnitspulsen 152 slag i minuttet, og dagen efter måltes pulsen til 168 slag.
Dr. Sargent udtalte efter forsøget, at det ikke var forsvarligt at lade en idrætsudøver, der efter en lille smule fysisk anstrengelse fik en puls på over 160 slag i minuttet, deltage i nogen form for væddeløb.
Bladets redaktør sluttede med følgende ord: ”De ærede læserinder vil af ovenstående kunne slutte, hvor skadeligt det er for det kvindelige legeme, når det vigtigste organ i hele legemet skal arbejde under trykket af et stramt siddende korset.”


Beklædningen tilpasses efterhånden kvindernes deltagelse i idræt, men korsettet er svært at undvære (maleri af Jean Beraud fra slutningen af 1800 tallet)