Sportslisten udgår med medieforliget

Sportslisten er ikke med i det nye medieforlig. DIF bakker helhjertet op om intentionerne bag sportslisten, men den teknologiske og kommercielle udvikling har gjort, at listen ikke længere var et egnet redskab til at sikre danskerne adgang til at kunne se internationale sportsbegivenheder.
29. jun 2018
Sportslisten er ikke med i det nye medieforlig. DIF bakker helhjertet op om intentionerne bag sportslisten, men den teknologiske og kommercielle udvikling har gjort, at listen ikke længere var et egnet redskab til at sikre danskerne adgang til at kunne se internationale sportsbegivenheder.
Sportslisten har været inde og ude i danske mediepolitik, og i forbindelse med det nyligt indgåede medieforlig udgik Sportslisten igen. Intentionen bag sportslisten er at sikre danske tv-seere adgang til at kunne følge de store internationale idrætsbegivenheder – især dem, hvor der også er en særskilt dansk interesse.

DIF er interesseret i at så mange danskere som muligt får mulighed for at følge de begivenheder, som hidtil var omfattet af Sportslisten. Det har en kæmpe betydning for sammenhængskraften i Danmark og den fælles referenceramme danskerne imellem, når millioner følger med i de store idrætsbegivenheder og ser de danske atleters præstationer på den store idrætsscene.
Derfor bakker DIF også op om intentionerne bag Sportslisten. Men omvendt mener DIF også, at den teknologiske udvikling samt de stigende priser på rettighedsområdet har medført, at Sportslisten ikke længere er et egnet redskab til at sikre danskerne adgang til at kunne følge disse begivenheder.

DIF’s uddybende holdning kan læses i følgende høringssvar om Sportslisten afgivet til Kulturministeriet i begyndelsen af marts i fællesskab med DBU, DHF, Parasport Danmark og Team Danmark. Her bliver det også beskrevet, hvordan DIF og de andre parter bag høringssvaret mener, at intentionerne bag Sportslisten bedst kan varetages.