Kronprinsen blev fejret med smil og sved

Intet mindre end 70.575 danskere har i dag haft løbeskoene på og deltaget i Royal Run i landets fem største byer for at fejre Kronprinsens 50 års fødselsdag.
21. maj 2018
Intet mindre end 70.575 danskere har i dag haft løbeskoene på og deltaget i Royal Run i landets fem største byer for at fejre Kronprinsens 50 års fødselsdag.

For kort tid siden løb Kronprinsen i mål på Frederiksberg Allé efter at have løbet 10 km i Frederiksbergs og Københavns gader. Omkring ham var tusindvis af danskere mødt op med flag for at fejre ham.

Kronprinsen har i dag tilbagelagt 16,436 km: Klokken 9 i morges løb han sin første One mile-distance i Aalborg, efterfølgende One mile i Aarhus, Esbjerg og Odense for til sidst at slutte dagen af med 10 km i hovedstaden

Undervejs på sin tur mødte Kronprinsen danskere, der var troppet op i byerne for at flage og fejre ham, men også for at vise, at de bakker op om den sunde livsstil og bevægelse.

"Dagen får et 13-tal"

Den store finale for Kronprinsens Royal Run fandt sted i København og på Frederiksberg, hvor han tog livtag med 10 kilometer-ruten, som blandt andet bragte ham gennem Amalienborg Slotsplads, hvor H.K.H. Dronning Magrethe fra balkonen fulgte sønnens anstrengelser.

Da han kom i mål på Frederiksberg Allé var det tid til at gøre status efter en dag, der forinden havde bragt ham i nærkontakt med danskerne på løberuter i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense.

”Det har været en fantastisk oplevelse for mig, og alt er lykkedes. Hvis jeg må bruge den gamle karakterskala, så vil jeg give dagen et 13-tal,” sagde en forpustet, men storsmilende Kronprins Frederik.

Han har tidligere løbet de 10 kilometer markant hurtigere, men det var heller ikke tiden, der var det vigtigste for Kronprinsen denne 2. pinsedag.

”Jeg har set så mange glade mennesker, som har fået noget ud af dagen – uanset om de har løbet kort eller langt. Det har været vidunderligt at opleve,” sagde Kronprinsen, inden han understregede en for ham meget vigtig pointe.

”Jeg vil gerne slutte af med at sende en kæmpe tak til alle de frivillige, som har hjulpet til med at skabe Royal Run. De har været helt afgørende”

Royal Run har slået rekorder

I samtlige Royal Run-byer har opbakningen været stor, og især i hovedstaden er Royal Run blevet Danmarks største 10 km. løb med 26.273 løbere. På mile-distancen har Royal Run slået New Yorks ”Fifth Avenue Mile”, og vi kan kalde os verdens største one-mile løb med 7852 løbere. 

Nu skal der bygges videre på en bevægelse
Samlet set har 70.575 tusinde danskere løbet med i dag for at fejre Kronprinsen, og for 29 procent af dem, der løb med på mile-distancen, var det deres allerførste motionsløb. Et tal, der rammer lige ned i Danmarkshistoriens største idrætsvision:

Bevæg dig for livet er vores ambition om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Det Royal Run, vi har set i dag, viser, at vi med de rigtige forudsætninger kan gøre ambitionen til virkelighed. Nu handler det for os som idrætsorganisationer at bygge videre på denne bevægelse; at forme en lettilgængelig og motiverende ramme for alle,siger Jakob Larsen, administrerende direktør i Dansk Atletik Forbund, der sammen med DIF og DGI har arrangeret Royal Run - støttet af Nordea-Fonden og TrygFonden.