Læs lægens råd til, hvordan man håndterer en hjernerystelse

Hvad er en hjernerystelse? Hvorfor skal man tage en potentiel hjernerystelse alvorligt? Hvad gør man, hvis man ser en idrætsudøver, der slår hovedet? Få svarene fra lægen Niels Christian Kaldau.
2. maj 2018
Hvad er en hjernerystelse? Hvorfor skal man tage en potentiel hjernerystelse alvorligt? Hvad gør man, hvis man ser en idrætsudøver, der slår hovedet? Få svarene fra lægen Niels Christian Kaldau.

Niels Christian Kaldau er læge, bestyrelsesmedlem i Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og formand for en ekspertgruppe nedsat af DIF, der gennem det seneste års tid har arbejdet med hjernerystelser i idrættens verden.

Hvad er en hjernerystelse?
En hjernerystelse kan beskrives som en overstrækning af nervecellerne i hjernen efter et slag mod hovedet, som gør, at dele af hjernens funktioner i større eller mindre grad sættes midlertidigt ud af kraft. Det er heldigvis sjældent, at en idrætsudøver får en hjernerystelse under sport. Lige når man slår hovedet, er det almindeligt at opleve kortvarig neurologiske symptomer, som at blive desorienteret, forvirret eller ude af stand til at besvare simple spørgsmål. 

Hvorfor skal man tage en potentiel hjernerystelse alvorligt? 
Hvis man har hjernerystelse og ikke får den nødvendige ro og hvile i tiden efter, kan man få langvarige mén, der ikke kun påvirker evnen til at dyrke sport. En ubehandlet hjernerystelse kan også give gener i hverdagen som hovedpine, svimmelhed og forstyrrelser af koncentration og hukommelse. I værste fald – og det forekommer heldigvis meget sjældent – kan symptomerne være invaliderende. Som udgangspunkt er en hjernerystelse ikke farlig, men skaden er ofte svær at forholde sig til, fordi symptomerne er mere diffuse end for eksempel ved en forstuvning i ankelleddet. Man kan derfor komme til at negligere symptomerne, og det kan forværre forløbet.

Hvad gør man, hvis man ser en idrætsudøver, der slår hovedet?
En god huskeregel er de tre B’er: Brems, Bedøm, Beslut.

Brems betyder, at man bør stoppe træningen eller kampen, hvis der er én, som slår hovedet, og give sig tid til at vurdere situationen. Det er både trænerens, dommerens og holdkammeraternes ansvar, at den skadede får et øjeblik til at komme sig, så skaden kan blive vurderet.

Bedøm betyder, at man skal vurdere, om en idrætsudøver har pådraget sig en hjernerystelse. Man kan kigge udøve¬ren i øjnene og stille nogle basale spørgsmål som ’hvad er stillingen i kampen’ og ’hvor er du henne’ og på baggrund af blikket og svarene vurdere, om udøve¬ren virker normal og ved sine fulde fem. Det kan være en vanskelig vurdering, men her må man bruge sin sunde fornuft. Hvis udøveren virker forvirret, har flakkende blik og smerter i hoved eller nakke, så skal vedkommende have en pause og eventuelt tilses af en læge. Tvivlen skal altid komme udøveren til gode, så man ikke løber en risiko for helbredet.

Beslut betyder, at man skal beslutte, om idrætsudøveren kan fortsætte træningen eller kampen. Det kan være en vanskelig beslut¬ning for eksempel at hive en god håndboldspiller ud, hvis det er en vigtig kamp. Men hellere hive vedkommende ud en gang for meget end en gang for lidt. Træneren kan være under pres fra spilleren, som gerne vil spille videre, og fra andre spillere og omgivelserne, som gerne vil have spilleren til at fortsætte. Er man det mindste i tvivl om, hvorvidt idrætsudøveren har fået hjernerystelse, skal man tale med en sundhedsfaglig person, fx en læge, en fysioterapeut eller opsøge en skadestue. 
I de første 48 timer efter man har slået hovedet, skal man tage den med ro, og derefter skal man lige så stille forsøge at øge sanseindtrykkene og belastningen på kroppen. Men det skal hele tiden være sådan, at man ikke får det værre. Som træner, holdkammerat eller pårørende kan man være med til at sikre, at udøveren ikke nedtoner symptomerne og vender for tidligt tilbage til sporten. 

På www.sportshjernerystelse.dk finder du gode råd til, hvordan du hjælper idrætsudøvere, der har slået hovedet. Her er også viden om, hvordan du skal forholde dig, hvis du selv får en hjernerystelse, og hvad du kan forvente dig af symptomer og forløb.

Ekspertgruppen, der er nedsat af DIF for at sætte fokus på hjernerystelser i sport, består af idrætskonsulenter, læger og fysioterapeuter under Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Idrætsmedicinsk Selskab (DIMS) og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi (DSSF).