Her er en kongelig mulighed for at gøre opmærksom på netop din idræt

Royal Run er ikke kun en fejring af Kronprinsen, det er også en fejring af idrætten. Kom og vær med til at fejre Bevæg dig for livet og hjælp med at få de inaktive til at elske at være aktive
5. apr 2018
Royal Run er ikke kun en fejring af Kronprinsen, det er også en fejring af idrætten. Kom og vær med til at fejre Bevæg dig for livet og hjælp med at få de inaktive til at elske at være aktive

Den 21. maj 2018 (2. pinsedag) bliver danskerne inviteret til Royal Run, hvor de kan vælge at løbe enten One mile (1,609 km) eller 10 km i Danmarks fem største byer i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Alle kan deltage, ikke kun for at fejre Kronprinsen, men også for at fejre idræt og bevægelse generelt. Kronprinsen løber selv One mile i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, og så slutter han af med 10 km igennem Københavns og Frederiksbergs gader. 

I begyndelsen af april havde flere end 50.000 deltagere allerede tilmeldt sig løbet i hele landet, så der er lagt op til en stor folkefest i de fem byer, hvor I som forening kan få en hyggelig dag sammen, og hvor alle i øvrigt kan være med. Til Royal Run kan I melde jer til racermile, gå-mile eller en hurtig 10 km.

Som forening har også her en gylden mulighed for at gøre opmærksom på netop jeres idrætsgren og ikke mindst få fat i nye medlemmer, som netop på denne dag er åben over for muligheden for en mere aktiv hverdag.  

Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Atletik Forbund (DAF) i regi af Bevæg dig for Livet, hvor målet er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. Kronprinsen bakker aktivt op om det mål, og det håber vi også, at I som forening vil ved at få så mange som muligt med til Royal Run.

Førstegangsløbere
Kronprinsen har fået fat i et nyt segment af danskerne. I gennemsnit har hver sjette, der har tilmeldt sig Royal Run, tilkendegivet, at de ikke har løbet et motionsløb før, og i Aalborg og Esbjerg er det endnu flere, der tager udfordringen op og løber et motionsløb for første gang. Flere end 56 løbeklubber har desuden allerede grebet bolden og arrangeret fortræningsforløb for danskere, der søger hjælp og et fællesskab op til Royal Run.

Som forening har I muligheden for at nå ud til danskere, som måske ikke er vant til at motionere, men som pga. Royal Run og Kronprinsens fødselsdagsfejring, endelig er gået i gang og har fundet motivationen til at holde sig i bevægelse, så her kan I møde potentielle nye medlemmer til jeres foreninger.

Allerede inden festen er begyndt, er de tre organisationer i Bevæg dig for livet-regi i gang med at holde gang i den bølge, der er skabt, så de er nærmere målet om at få flere danskere i bevægelse.

”Når løbe-events er bedst, er de blot begyndelsen på, og ikke afslutningen af en periode med fysisk aktivitet. Så vi arbejder ikke kun med Royal Run for øje, men bestemt også for at give alle deltagerne grund til at fortsætte efter løbefesten den 21. maj. Vi vil have danskerne til at bevæge sig for livet”, siger direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.

Vi håber, at I vil gøre opmærksom på Royal Run i jeres foreninger, så vi sammen kan få endnu flere af de inaktive danskere til at være aktive. 

Hvis I er i tvivl om, hvordan I skal udbrede budskabet, er I meget velkomne til at kontakte Royal Runs kommunikationsmedarbejder Suzanne Meyer på tlf. 24 26 63 95 eller på mail.
I er også velkomne til at kopiere ovenstående ind på jeres egne hjemmesider, så så mange som muligt får invitationen til Royal Run den 21. maj 2018. I kan hente grafik og fotos her 
Tilmeld dig og din forening til Royal Run her:

Er I over 25 i en gruppe, der gerne vil tilmelde jer samlet, så skriv til info@royalrun.dk

Vi ses!