Danmark er for alvor gået i træning til Royal Run

Aldrig har der været så mange tilbud om at træne op til ét enkelt løb som op til Kronprinsens fødselsdagsløb, Royal Run.
16. mar 2018
Aldrig har der været så mange tilbud om at træne op til ét enkelt løb som op til Kronprinsens fødselsdagsløb, Royal Run.

Op til Royal Run 2. pinsedag den 21. maj 2018 har danskerne intet mindre end 56 løbeklubber, de kan vælge imellem, hvis de vil være en del af Royal Runs fælles fortræning og komme i form til løbet, og det er ifølge arrangørerne aldrig set før. Det er de lokale løbeklubber, der selv arrangerer fortræningsforløbene, hvor uddannede løbeinstruktører står for træningen, der typisk foregår to-tre gange om ugen.

Indtil videre har over 47.000 meldt sig til at løbe enten One mile (1,609 km) eller 10 km i hele landet den 21. maj, hvor Kronprinsen har inviteret danskerne til at løbe med i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.

Selv løber Kronprinsen One mile (1,609 km) i de fire førstnævnte byer, mens han slutter af i hovedstaden med at løbe 10 km.

Fyn slår rekord
Og iveren til at få trænet op er til at føle på. Fyn og øerne har indtil videre rekorden, hvor hele 18 løbeklubber har arrangeret fortræningsforløb op til Royal Run:

”Det er fantastisk at opleve så stor en opbakning fra løbeklubberne på Fyn og øerne, de viser virkelig engagement og lyst til at byde nye løbere velkommen i klubberne. Royal Run handler om fejring og festliggørelse i bevægelse og fællesskab med andre. Det er en oplagt mulighed for nye løbere også at kridte skoene sammen med andre og blive klar til begivenheden i maj”, siger løbekonsulent hos Bevæg dig for livet og DGI Fyn, Julie Faurholt Pedersen.

Det er blot begyndelsen
Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Atletik Forbund (DAF) og DGI i regi af Bevæg dig for livet og støttes af Nordea-Fonden og Trygfonden, og arrangørerne glæder sig over, at opvarmningen til Kronprinsens fødselsdagsløb allerede er gået i gang:

”Det er altid glædeligt, når store løbe-events formår at motivere folk til at bevæge sig. Vi tager det som et tegn på, at folk glæder sig til løbsdagen, som jo er kulminationen af både deres træning og vores arbejde. Men når løbe-events er bedst, er de blot begyndelsen på, og ikke afslutningen af en periode med fysisk aktivitet. Så vi arbejder ikke kun med Royal Run for øje, men bestemt også for at give alle deltagerne grund til at fortsætte efter løbefesten den 21. maj. Vi vil have danskerne til at bevæge sig for livet”, siger direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.

Du kan få et overblik over alle fortræningshold her: https://www.royalrun.dk/fortraeningshold

Antallet af fortræningshold fordelt på områder: 

Fyn og øerne: 18

Nordjylland: 1

Storkøbenhavn: 17

Nordsjælland: 1

Midt- og Vestsjælland: 2

Østjylland: 9

Sydvestjylland: 7

Sønderjylland 1