Tempokongen fra Værløse blev Årets Fund 2017

Cykelrytteren Mikkel Bjerg fik Danmarks ældste idrætspris foran tennisspilleren Clara Tauson og motorkøreren Christian Lundgaard.
28. dec 2017
Cykelrytteren Mikkel Bjerg fik Danmarks ældste idrætspris foran tennisspilleren Clara Tauson og motorkøreren Christian Lundgaard.
Som han gjorde på både landevej og bane gennem hele året, kom tempokongen fra Værløse også først over stregen, da Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og Politiken kårede Årets Fund 2017.

Cykelrytteren Mikkel Bjerg er vinderen af Danmarks ældste idrætspris, der hylder det største gennembrud i dansk idræt i det forgangne år.

"Det er en pris, som jeg er utrolig stolt over at få," siger Mikkel Berg.
"Nu har jeg haft lejlighed til at studere de sportsnavne, der har vundet prisen tidligere, og det er virkelig et flot felt, jeg nu bliver en del af. Jeg håber at min sportslige karriere kan stå mål med de tidligere prismodtagere."

VM-guldet på landevejens enkeltstart for U23-ryttere var det indlysende højdepunkt. Som 18-årig stillede Mikkel Bjerg for første gang op i den aldersklasse og kørte konkurrenterne fra verdenseliten i sænk med en tid, der var mere end et minut bedre end sølvvinderens.

Præstationen understregede, at det så langt fra en tilfældighed, at Mikkel Bjerg et par måneder tidligere vandt sølv ved EM på hjemmebane et par måneder tidligere. Den form byggede talentet bare videre på og supplerede VM-guldet med dansk timerekord på bane med den femtebedste præstation i verden nogensinde.

Kåringen af Årets Fund kommer til udtryk i en pointafgivning, der i år placerede tennisspilleren Clara Tauson som nr. 2 og motorkøreren Christian Aakjær Lundgaard som nr. 3.

De tre bedst placerede i kåringen for henholdsvis 100.000, 15.000 og 10.000 kroner, mens der en 5.000 kroner til de øvrige 7 nominerede.

Årets Fund 2017:
1. Mikkel Bjerg, cykling, 50 point
2. Clara Tauson, tennis, 45 point
3. Christian Aakjær Lundgaard, automobil, 36 point
4. Lasse Møller, håndbold, 31 point
5. Thomas Kjer Olsen, motorsport, 29 point
6. Mathias Christiansen, badminton, 23 point
7. Emil Petersen, skydning, 21 point
8. Rasmus Knudsen, kano & kajak, 20 point
9. Sarah Sönnichsen, bueskydning, 14 point
10. Andreas Holst Lindgreen, atletik, 4 point

Det er Danmark Idrætsforbund, Team Danmark samt Politikens chefredaktion, sportsredaktør og sportsredaktion, der afgiver point