Idrætten hjælper iværksætter

Idrættens Innovationslab er sat i verden for at koble virksomheder med idrætten for at udvikle nye løsninger. I weekenden deltog Brøndby Triathlon Club i en workshop med StepUp Air om udvikling af en ny teknologi, der kan optimere træningen.
21. dec 2017
Idrættens Innovationslab er sat i verden for at koble virksomheder med idrætten for at udvikle nye løsninger. I weekenden deltog Brøndby Triathlon Club i en workshop med StepUp Air om udvikling af en ny teknologi, der kan optimere træningen.

StepUp Air ligner en klassisk pulsmåler, man monterer rundt om sit bryst. Forskellen er, at stroppen er elastisk og måler brystkassens bevægelser. Det betyder, at det er muligt at måle hvor hyppigt og kraftfuldt, man trækker vejret. Kombineret med pulsmålinger får man en meget præcis tilbagemelding på, hvornår man træner henholdsvis aerobt og anaerobt. Dette giver udøveren mulighed for at optimere sin træning og forbedre sit fysiske niveau.

Men skal data vises på iPhone? Eller på et pulsur? Og skal stroppen ligne en klassisk plusmåler, eller skal den indarbejdes i en t-shirt? Det var nogle af de spørgsmål, som virksomheden bag StepUp Air gerne ville undersøge nærmere.

Triatleter hjalp virksomheden videre

Idrættens Innovationslab havde derfor sammen med virksomheden arrangeret en workshop med triatleter fra Brøndby Triathlon Club. Og StepUpAir fik en masse nye input med hjem fra workshoppen. Det handlede både om, hvordan data skal vises og integreres med det udstyr, atleterne bruger i forvejen, og om helt konkrete idéer til, hvordan man kan anvende lys, lys og vibrationer til at gøre sportsudøveren opmærksom på, hvornår det er tid til at hæve eller sænke intensiteten. Og så var der klare holdninger til, hvordan stroppen skal se ud.

”Vi fik rigtig meget med os hjem. Vi er blevet meget mere skarpe på, hvordan vi kan optimere vores design og oversætte vores data, så det giver mening for sportsudøveren. Stort set alle triatleter har et pulsur, og vi skal sikre, at vores data kan integreres deri. Det er også vigtigt, at sportsudøveren får en helt simpel feedback under træningen, men at der er mulighed for at nørde data bagefter. Ja, og så må designet ikke ligne en sports-bh for meget”, griner Emil fra StepUp Air.

Workshoppen var arrangeret i forbindelse med en lørdagstræning, og deltagerne fra Brøndby Triathlon Club fik også en god eftermiddag ud af det:

”Det giver rigtig god mening, at vi som sportsudøvere bliver inviteret med i udviklingen af nyt træningsudstyr. Pulsmåleren kan eksempelvis måle nok så nøjagtigt, men hvis den er dødubehageligt at have på eller ikke fungerer i forhold til vores træningsrutiner, så kommer vi aldrig til at få glæde af det” siger Søren Buurskov Larsen, formand i Brøndby Triathlon Club.

Test af din ide eller løsning

Idrættens Innovationslab hjælper med at identificere relevante sportsgrene og skaber kontakt til sportsklubber, der gerne vil samarbejde med virksomheden om at teste udstyret. Samarbejdet med sportsudøverne kan eksempelvis bruges til at give svar på, hvordan produktet skal se ud og anvendes.

Du kan læse mere på hjemmesiden: www.dif.dk/innovationslab