14-årig kan blive Årets Fund 2017

En komite sammensat af Team Danmark, DIF og Politiken har nomineret 10 unge atleter til Danmarks ældste idrætspris.
7. dec 2017
En komite sammensat af Team Danmark, DIF og Politiken har nomineret 10 unge atleter til Danmarks ældste idrætspris.
Tennisspilleren Clara Tauson er med sine bare 14 år klart den yngste nominerede til Årets Fund 2017. Nu er alder ikke en kvalitet i sig selv, og derfor er det som altid et yderst åbent spørgsmål, hvem der i den sidste ende løber med Danmarks ældste idrætspris.
Udover tennis kommer de nominerede fra atletik, automobilsport, badminton, bueskydning, cykling, håndbold, kajak, motorsport og skydning.

I alt kom der 19 indstillinger fra forbundene og en komite sammensat af Team Danmark, DIF og Politiken har i første omgang snævret feltet ind til ti nominerede. Alle de nominerede bliver hædret ved festligt arrangement på Politiken 29. december, hvor den endelige vinder og de øvrige placeringer afsløres. 

Ren parade
»År efter år må vi bare konstatere, at dansk idræt bliver ved med at fostre så store talenter, at kåringen af Årets Fund er en ren parade af atleter med potentiale til at blive internationale profiler i fremtiden. Det er imponerende og en glæde at konstatere«, siger DIF's formand, Niels Nygaard, der er en del af udvælgelseskomiteen.

»Jeg hæfter mig samtidig ved mangfoldigheden i feltet af nominerede til Årets Fund«, siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen, der også har sæde i komiteen.
»I løbet af de seneste 10 år har atleter fra 30 forskellige idrætsgrene været nomineret til kåringen. Det fortæller mig, at talentarbejdet i dansk idræt har det virkelig godt«, konstaterer hun.

Ud over hæderen bliver Årets Fund belønnet med 100.000 kroner, mens der er mindre beløb til de øvrige ni håbefulde talenter. 
Alle 10 nominerede bliver præsenteret i Politiken og på politiken.dk i løbet af december.

ÅRETS FUND 2017
De 10 nominerede
Atletik: Andreas Holst Lindgreen, 19 år, 1.500 m løb
Automobilsport: Christian Aakjær Lundgaard, 16 år, Formel 4
Badminton: Mathias Christiansen, 23 år, mixed double
Bueskydning: Sarah Sönnichsen, 22 år, compund
Cykling: Mikkel Bjerg, 19 år, enkeltstart
Håndbold: Lasse Møller, 21 år, venstre back
Kajak: Rasmus Knudsen, 17 år, ener og firer
Motorsport: Thomas Kjer Olsen, 20 år, motocross
Skydning: Emil Petersen, 19 år, skeet
Tennis: Clara Tauson, 14 år, damesingle