DIF: Rusland-afgørelse sender et vigtigt signal

DIF bakker op om IOC’s beslutning om at udelukke den russiske olympiske komité fra det kommende vinter-OL. Den sender et kraftigt signal til andre lande, der skulle overveje samme handlemønster.
6. dec 2017
DIF bakker op om IOC’s beslutning om at udelukke den russiske olympiske komité fra det kommende vinter-OL. Den sender et kraftigt signal til andre lande, der skulle overveje samme handlemønster.

IOC’s bestyrelse besluttede tirsdag aften at udelukke Ruslands olympiske komité fra de kommende olympiske vinterlege i Pyeongchang. Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansen, har siden nærlæst afgørelsen og Schmidt-rapporten, som ligger til grund for afgørelsen.

”IOC tog ansvaret på sig og traf en god og rigtig beslutning,” siger Morten Mølholm Hansen.

”Rusland forsøgte at snyde sig til hæder og international anseelse, men ender op med at lide et enormt prestigetab. Dermed sender IOC et vigtigt signal til andre lande, som måtte overveje at slå ind på samme spor,” siger DIF-direktøren.

Russiske atleter kan fortsat få tilladelse til at deltage, hvis de lever op til nogle skrappe kriterier, men må så gøre det under det olympiske flag. Samtidig er Ruslands olympiske komité blevet idømt en bøde på 15 mio. USD, og en række nøglepersoner, heriblandt tidligere sportsminister Vitaly Mutko, er blevet udelukket fra OL på livstid.

Forud for OL i Rio opfordrede DIF til, at IOC udelukkede Ruslands olympiske komité. Det skete ikke, men i stedet blev beslutningen om sanktioneringen af atleter lagt ud til de enkelte idrætsforbund. Denne gang er der ifølge DIF-direktøren grund til at rose IOC.

"Jeg tager hatten af for IOC. Det er ikke enhver international organisation, der har modet til at gå op imod så mægtigt et land som Rusland. Men IOC's beslutning er heller ikke båret af usaglige storpolitiske hensyn. Beslutningen er båret af, at bekæmpelse af doping er hjerteblod for idrætten, og at et så grelt overgreb på idrættens kerneværdier retteligt bør straffes hårdt. Vi har i DIF stor respekt for IOC's mod - også selv om vi havde håbet, at IOC allerede havde truffet denne beslutning i forbindelse med Rio-legene,"understreger Morten Mølholm Hansen, som mener, at IOC i sin afgørelse har fundet den rigtige balance.

”Det er vigtigt at højtstående ledere bliver straffet, og at sanktioner ikke kun går ud over atleter. Det er en historisk hård straf, men den tager samtidig hensyn til de russiske atleter, som kan bevise, at de ikke har været involveret i dopingprogrammet, og som op til legene har været underlagt et antidopingsystem, der lever op til Wadas regler.”

For yderligere kommentarer: Direktør for DIF, Morten Mølholm Hansen, 21663774, mmh@dif.dk