DIF-formand får stor international post

DIF’s formand, Niels Nygaard, blev fredag valgt til posten som næstformand i den europæiske olympiske komité, EOC.
24. nov 2017
DIF’s formand, Niels Nygaard, blev fredag valgt til posten som næstformand i den europæiske olympiske komité, EOC.

Det var en af de helt store poster i international idrætspolitik, som fredag eftermiddag gik til dansk idræt. I Zagreb blev Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, valgt som næstformand i den europæiske olympiske komité (EOC), som blandt andet står bag afholdelsen af European Games. Det skete efter et kampvalg mod en hollandsk modkandidat.

Niels Nygaard har siddet i komitéens bestyrelse siden 2013, men nu avancerer han til næstformandsposten.

”Jeg er glad for valget og ser frem til arbejdet. Jeg vil presse på for, at anbefalingerne i den internationale olympiske komités Agenda 2020 bliver indført i EOC’s arbejde. Blandt andet anbefalingerne om good governance og og bæredygtighed i forbindelse med afholdelse af store idrætsbegivenheder,” siger Niels Nygaard.

”Desuden vil jeg arbejde for et tættere europæisk samarbejde om aktiviteter, hvor idræt kan gøre en positiv forskel i samfundet. Her kan jeg bidrage med mine erfaringer fra Danmark, hvor vi har en af verdens mest idrætsaktive befolkninger.”

DIF har i en årrække arbejdet målrettet på at få danskere valgt ind i internationale idrætsforbund og arbejdsgrupper for at kunne præge udviklingen indefra. Dette arbejde har blandt andet ført til, at Danmark i dag har formandsposterne i blandt andet det internationale badmintonforbund og den internationale sejlunion samt en lang række poster i andre internationale organer.

Niels Nygaard har været formand for DIF siden 2007. Valget som næstformand for EOC får ingen betydning for at hans virke som formand for DIF.

For yderligere kommentarer kontakt:

Niels Nygaard, formand for DIF og næstformand i EOC, 20737112, nny@dif.dk

Pressebilleder af Niels Nygaard kan findes her: https://www.dif.dk/da/nyt/presse/download_nn