Idrætsinitiativer fra Vejle, Kolding og Fredericia er med i opløbet om Danskernes Idrætspris

Alle borgere i Trekantsområdet kan nu stemme og på den måde udvælge ét af tre idrætsinitiativer fra Trekantsområdet, der skal gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Et regionalt dommerpanel har udvalgt tre idrætsinitiativer ud af i alt 18 forskellige indstillinger. Med prisen følger 100.000 kr. og vinderen bliver hyldet ved DR’s sportsgalla I JYSKE BANK BOXEN. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.
23. okt 2017
Alle borgere i Trekantsområdet kan nu stemme og på den måde udvælge ét af tre idrætsinitiativer fra Trekantsområdet, der skal gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Et regionalt dommerpanel har udvalgt tre idrætsinitiativer ud af i alt 18 forskellige indstillinger. Med prisen følger 100.000 kr. og vinderen bliver hyldet ved DR’s sportsgalla I JYSKE BANK BOXEN. Danskernes Idrætspris er præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4.

Parasportsrådet i Vejle Kommune, Birkemose Golfklub fra Kolding og Solstrålens Idrætsklub fra Fredericia er udvalgt til at gå videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris og de 100.000 kr., der følger med. Hvilket initiativ af de tre, der skal gå videre, afgøres af en afstemning på www.danskernesidrætspris.dk, hvor alle kan deltage, og hvor man også kan læse mere om initiativerne.

I alt kom der 21 indstillinger i P4 Trekantens sendeområde. En del indstillinger pegede på de samme initiativer, og der var derfor ’kun’ 18 forskellige indstillinger.

Bag udvælgelsen står et regionalt dommerpanel, der består af Daniel Wagner, para-atletikudøver og verdensmester i længdespring for benamputerede, Carsten Andersen, DIF-ambassadør og Peter Ebberfeld, journalist ved DR P4 Trekanten.

Parasportens hovedstad
Carsten Andersen siger om Parasportsrådet i Vejle Kommune:
”Initiativet repræsenterer et ambitiøst mål om at gøre Vejle Kommune til parasportens hovedstad. En sådan opgave kræver bred forankring, som blandt andet sikres gennem rådets sammensætning. Her arbejder lokalpolitikere, det frivillige foreningsliv og erhvervslivet sammen om at sikre samspil mellem breddeidræt, parasport og eliteidræt.”

Sikrer bred gevinst
”Klubben har gjort op med forestillingen om, at golf er en lukket sportsgren,” siger Peter Ebberfeld om Birkemose Golfklub.
”Med etableringen af en 6-hullers multibane, som kan bruges til adskillige sportsgrene, stiller Birkemose Golfklub faciliteter til rådighed for skoler og institutioner. De mange anvendelsesmuligheder gør, at klubben sender børn videre til forskellige sportsgrene og således sikrer bred gevinst for foreningslivet i området.”

Klubben som springbræt
Daniel Wagner siger om Solstrålens Idrætsklub:
”De arrangerer idræt og motion for tidligere alkoholikere og narkomaner. På den måde kan udsatte borgere bruge klubben som springbræt videre ud i områdets foreningsidræt. Idræt som ny start på livet efter endt misbrug.”

Nu er det op til borgerne i Trekantsområdet at afgøre, hvilket initiativ, der skal gå videre i landsfinalen. Der kan stemmes på et af de tre regionale finalist-initiativer på www.danskernesidrætspris.dk indtil fredag 3. november kl. 9.00. Det regionale initiativ, der får flest stemmer, går videre til slutrunden, hvor DIF’s bestyrelse vil udvælge tre finalister. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2017 lørdag 6. januar 2018 i JYSKE BANK BOXEN.

For mere information, kontakt:
Susanne Søndahl Wolff, kommunikationsdirektør i e-Boks
ssw@e-boks.dk, mobil: 23 82 13 14

Torben Lollike, kommunikationskonsulent i DIF
tolo@dif.dk, mobil: 20 40 98 89

Læs evt. mere på www.danskernesidrætspris.dk 

Sådan foregår afstemningen
Ved at gå ind på www.danskernesidrætspris.dk kan man til og med fredag 3. november kl. 9.00 stemme på det idrætsinitiativ, som man synes fortjener at vinde Danskernes Idrætspris. Det er kun muligt at stemme én gang. De regionale vindere bliver offentliggjort af DR P4 efter afstemningen er slut.
De otte vindere af de regionale afstemninger bedømmes fagligt af DIF’s bestyrelse, som først vælger tre finalister og herefter afgør, hvilket af de tre initiativer der er vinderen. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2017 lørdag 6. januar 2018.

Om e-Boks
5 mio. danskere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. Herudover er der yderligere 7 mio. borgere, der modtager posten digital i resten af Norden og andre lande. I 2016 blev 368 mio. dokumenter leveret via e-Boks. Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere. e-Boks er ligeligt ejet at Nets og PostNord.
Læs mere på www.e-boks.com

Om DIF
DIF er landets største idrætsorganisation med flere end 1,9 millioner medlemmer, som dyrker 90 forskellige idrætsgrene i 9.000 idrætsforeninger landet over. Foreningsidrætten er en afgørende forudsætning for, at den danske befolkning er en af de mest idrætsaktive befolkninger på verdensplan. Ikke færre end 350.000 frivillige i DIF-idrætten sikrer hver uge – året rundt – gode og sunde idrætstilbud til danskerne.
Læs mere på www.dif.dk