Presseinvitation: Inger Støjberg på banen i Høje Taastrup Idrætsforening

Pressen inviteres hermed til at dække et arrangement på mandag, hvor udlændinge og –integrationsminister Inger Støjberg besøger fodboldklubben Høje Taastrup Idrætsforening og møder nogle af de frivillige kræfter, som gør en forskel for indbyggerne i et ghettoområde.
15. sep 2017
Pressen inviteres hermed til at dække et arrangement på mandag, hvor udlændinge og –integrationsminister Inger Støjberg besøger fodboldklubben Høje Taastrup Idrætsforening og møder nogle af de frivillige kræfter, som gør en forskel for indbyggerne i et ghettoområde.
Udlændinge og -integrationsminister Inger Støjberg (V) besøger mandag den 18. september Høje Taastrup Idrætsforening (HTI). HTI er en del af DIF get2sport-projektet, som går ud på at støtte idrætsforeninger, der ligger i socialt belastede boligområde med indbyggere fra mange forskellige lande og kulturer.

Fra klokken 17.30 til 18.00 vil Inger Støjberg overvære fodboldtræningen og høre nærmere om hverdagen i klubben fra spillere, trænere og frivillige ledere. I dette tidsrum vil hun også stå til rådighed for medierne i forhold til spørgsmål om DIF get2sport-arbejdet. Forinden vil hun på et møde med repræsentanter fra DIF, HTI og Høje Taastrup Kommune blive orienteret om den særlige opgave, det er at drive en idrætsforening i et socialt belastet boligområde med et stort antal beboere med anden etnisk baggrund.

Tidspunkt:
Mandag 18. september klokken 17:30

Adresse:
Høje-Taastrup Idrætsforening, Gadehavegård 1, 2630 Taastrup.

Tilmelding:
Hos Lars Hestbech, kommunikationskonsulent i Danmarks Idrætsforbund, 23 32 37 84, lhe@dif.dk senest mandag den 18. september klokken 10.00.

Deltagere:
Udlændinge og –integrationsminister Inger Støjberg (V)
Danmarks Idrætsforbund: Morten Mølholm Hansen, direktør
Høje-Taastrup Idrætsforening: Barbara Frederiksen, formand, Ilknur Kecek, ungdomsformand, og Nada El-Khatib, sporleder: børn og unge.
Høje-Taastrup Kommune: Lars Prier (DF), viceborgmester, Stig Jørgensen, fritidschef, og Maria Holmstrøm, aflastende medarbejder.

Baggrund:
Det er særligt udfordrende at drive frivillige idrætsforeninger i socialt belastede boligområder. En stor del af beboerne kommer fra lande, hvor der ikke tradition for frivilligt foreningsarbejde, og det kan derfor være svært at tiltrække trænere og få forældre til at deltage i klassiske opgaver som transport til kampe, trøjevask etc. Derudover er der en meget stor til- og fraflytning blandt beboerne, hvilket gør det vanskeligt at fastholde frivillige.

DIF get2sport aflaster og styrker de frivillige kræfter, så de kan koncentrere sig om at træne de unge medlemmer og drive sociale aktiviteter. DIF get2sport er aktiv i 32 foreninger i 23 boligområder i 16 kommuner og er finansieret af DIF, satspuljemidler samt støttet af Nordea-fonden.

En ny undersøgelse af de DIF get2sport-støttede idrætsforeninger viser blandt andet at:

• 62 pct. af medlemmerne er blevet mere glad for at gå i skole, efter de er begyndt i en idrætsforening.
• 84 pct. af medlemmerne har fået nye venner/større netværk.
• 65 pct. er blevet mere trygge, hvor de bor, efter de er begyndt i en idrætsforening.

Undersøgelsen viser desuden, at idrætsforeningerne fungerer som et socialt samlingspunkt for de unge beboere i de udsatte boligområder. 50 pct. af medlemmerne svarer således, at de også bruger tid i foreningen/på banen, når der ikke er træning: http://www.dif.dk/da/Nyt/DIF-nyheder/2017/Juni/20170623_get2sport

Særligt om Høje Taastrup Idrætsforening:

I HTI er der opbygget et stærkt korps af frivillige, som blandt andet er lykkedes med at få rigtig mange piger med anden etnisk baggrund til at spille fodbold i klubben og samtidig påtage sig frivilligt arbejde. Læs her en artikel om nogle af de frivillige kræfter i HTI, som Inger Støjberg skal møde mandag. https://issuu.com/idraetsliv/docs/idr__tsliv_nr._3_2017/24