Brasiliansk fodboldlegende indtog Gellerupparken

Den brasilianske fodboldlegende Jairzinho var en populær gæst, da han mandag åbnede DBU Get2fodboldskolen i Gellerupparken - en særlig fodboldskole for børn i udsatte boligområder.
31. jul 2017
Den brasilianske fodboldlegende Jairzinho var en populær gæst, da han mandag åbnede DBU Get2fodboldskolen i Gellerupparken - en særlig fodboldskole for børn i udsatte boligområder.
Billeder fra Jairzinhos besøg i Gellerupparken kan downloades via dette link (fotocredit: Danmarks Idrætsforbund): https://www.skyfish.com/p/dif/859665

Det blev skrevet hundredvis af autografer af og taget et tilsvarende antal selfies med den brasilianske fodboldlegende Jairzinho, da han mandag var på besøg hos DBU Get2fodboldskolen i Gellerupparken. Jairzinho er en af verdenshistoriens største spillere, og da han blev verdensmester med Brasilien i 1970, scorede han i samtlige Brasiliens kampe på vejen mod guldet – noget ingen anden spiller i historien har gjort hverken før eller siden.

Fodboldskolen i Gellerupparken finder sted i et samarbejde mellem den lokale fodboldklub ACFC, DBU og DIF. Den er en af 12 DBU get2fodboldskoler i udsatte boligområder rundt i landet. Disse særlige initiativer giver børn fra mindre ressourcestærke familier mulighed for at få oplevelsen af at deltage på en fodboldskole. Hjemme i Rio de Janeiro driver Jairzinho selv et fodboldtilbud for drenge, som kommer fra et ekstremt fattigt slumkvarter. Derfor var han særlig interesseret i at opleve, hvordan man i Danmark bruger idrætten til at skabe aktiviteter for børn i socialt belastede områder.

”Det var en stor oplevelse for mig at være her i dag, og jeg vil gerne ønske alle involverede kræfter tillykke med projektet. Jeg bliver rørt over at se alle de mennesker, som laver noget godt for andre. Det er skønt, når alle via fodbolden får mulighed for et godt liv”, sagde Jairzinho bagefter.

Fantastiske faciliteter i forhold til Rio

Da han så faciliteterne i Gellerupparken med kunstgræsbaner, klubhus og pæne boliger i baggrunden, havde han i første omgang svært ved at forstå, at der skulle være tale om et udsat boligområde med sociale problemer. Forholdene tåler slet ikke sammenligning med de såkaldte favelaer i Rio, men alligevel kunne kan godt se nogle lighedstræk.

”I dag så jeg nogle spillere med talent, og der var nogle andre spillere, som ikke havde så meget talent. Det samme er tilfældet i Brasilien, men begge steder er fodbold med til at give spillerne nogle værktøjer, som de kan bruge på alle mulige andre områder af deres liv”.

”Brasilien kan lære meget af Danmark. Her er der en regering, fodboldklubber og idrætsforbund, som har en vision om, at alle skal have samme muligheder for at klare sig godt. Alle i Danmark har mulighed for at gå til sport, at gå i skole, at uddanne sig videre og få et arbejde. I Brasilien er det kun dem med mange penge, som har disse muligheder”, understregede 72-årige Jairzinho.

Han skal i denne uge videre til Esbjerg og København. Med ham rejser den 16-årige dreng Lucas, der bor i en favela og til daglig benytter sig af Jairzinhos fodboldtilbud i Rio. Lucas skal træne med hos både AaB og Esberg fB.

Ved åbningen var også Aarhus’ borgmester, Jakob Bundsgaard, og Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard, til stede.

Fakta om Jairzinho
Født 25. december 1944 (72 år)
81 landskampe for Brasilien (33 mål)
Verdensmester i 1970
VM-deltagelser: 1970, 1974 (ni mål)
Med på FIFA All Start team ved VM i 1970
Vinder af sølvstøvlen ved VM i 1970 (næstmest scorende efter Gerd Müller)
Vinder af Copa Libertadores 1976
413 kampe for Botafogo (186 mål)
Landstræner for Gabon 2003-2005

Fakta om DBU Get2 fodboldskoler
DBU’s Get2 Fodboldskoler følger samme koncept som de gængse fodboldskoler, bortset fra at deltagerne bliver rekrutteret specielt og kun betaler et symbolsk beløb for at deltage. I år er der 12 DBU get2fodboldskoler med ca. 775 deltagere. DBU’s Get2 Fodboldskoler afholdes i samarbejde med DIF Get2Sport, som er støttet af Udlændinge- og Integrationsministeriet og Nordea-fonden og hjælper idrætsforeninger i socialt udsatte boligområder.


Fakta om DIF get2sport
DIF get2sport er Danmarks Idrætsforbunds indsats for at støtte idrætsforeninger i udsatte boligområder – primært ved at støtte og aflaste de frivillige kræfter, så de kan bruge alle deres kræfter på at træne og lave sociale tiltag i foreningerne. DIF get2sport, som støttes af Nordea-fonden og har eksisteret i 12 år, er i dag til stede i 16 kommuner, 23 boligområder og 32 idrætsforeninger.