Presseinvitation: Brasiliansk verdensmester klar til Gellerupparken

Den brasilianske fodboldlegende Jairzinho åbner mandag den 31. juli klokken 10 fodboldskolen i Gellerupparken, og pressen er inviteret til at deltage.
26. jul 2017
Den brasilianske fodboldlegende Jairzinho åbner mandag den 31. juli klokken 10 fodboldskolen i Gellerupparken, og pressen er inviteret til at deltage.

Pressen inviteres hermed til at dække åbningen af DBU get2fodboldskolen i Gellerupparken den 31. juli, hvor der vil være en særlig gæst med international genklang. Den brasilianske verdensmester fra 1970 Jairzinho vil åbne skolen, som er et særligt tilbud for børn i socialt belastede boligområder.

Jairzinho var sammen med Pelé de helt store stjerner på det brasilianske landshold, der vandt VM-guld i 1970 i Mexico. Det hold bliver af mange betragtet som verdens bedste landshold gennem tiderne, og Jairzinho scorede i samtlige Brasiliens kampe ved den VM-slutrunde – noget ingen anden spiller har formået hverken før eller siden.

I dag driver 72-årige Jairzino et fodboldakademi i en favela (slumkvarter) i Rio og dedikerer meget af sin tid til at give socialt udsatte børn et bedre liv via fodbold. Med sig til Gellerupparken tager Jairzinho en af sine spillere fra sit akademi, Lucas, som skal spille sammen med de danske børn.

Med til åbningen vil også være borgmester i Aarhus, Jakob Bundsgaard, og Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard.

Fodboldskolen i Gellerupparken finder sted i et samarbejde mellem den lokale fodboldklub ACFC, DBU og DIF. Den er en af 12 DBU get2fodboldskoler i udsatte boligområder rundt i landet. Disse særlige fodboldskoler giver børn fra mindre ressourcestærke familier mulighed for at få oplevelsen af at deltage på en fodboldskole.

I år vil over halvdelen (70) af de 120 deltagere være piger. Da DBU get2fodboldskolen i Gellerupparken i 2011 blev afviklet for første gang, var der 86 deltagende drenge og ikke en eneste pige.

DBU’s Get2 Fodboldskoler afholdes i samarbejde med DIF Get2Sport, som er støttet af Udlændinge- og Integrationsministeriet og Nordea-fonden og hjælper idrætsforeninger i socialt udsatte boligområder.

Billede: Jairzinho sammen med Gellerupklubben ACFC’s formand Afif Abdallah.

Adresse: Dorthesvej 47, 8220 Brabrand
Tidspunkt: 31. august klokken 10
Tilmelding: Til Lars Hestbech, kommunikationskonsulent hos DIF, 23323784, lhe@dif.dk
Billeder af Jairzinho: Kan rekvireres ved henvendelse til Lars Hestbech, lhe@dif.dk

Fakta om Jairzinho
Født 25. december 1944 (72 år)
81 landskampe for Brasilien (33 mål)
Verdensmester i 1970
VM-deltagelser: 1970, 1974 (ni mål)
Med på FIFA All Start team ved VM i 1970
Vinder af sølvstøvlen ved VM i 1970 (næstmest scorende efter Gerd Müller)
Vinder af Copa Libertadores 1976
413 kampe for Botafogo (186 mål)
Landstræner for Gabon 2003-2005

Fakta om DBU Get2 fodboldskoler
DBU get2fodboldskoler er et særligt tilbud til børn i udsatte boligområder. DBU’s Get2 Fodboldskoler følger samme koncept som de gængse fodboldskoler, bortset fra at deltagerne bliver rekrutteret specielt og kun betaler et symbolsk beløb for at deltage. I år er der 12 DBU get2fodboldskoler med ca. 775 deltagere.

Fakta om DIF get2sport
DIF get2sport er Danmarks Idrætsforbunds indsats for at støtte idrætsforeninger i udsatte boligområder – primært ved at støtte og aflaste de frivillige kræfter, så de kan bruge alle deres kræfter på at træne og lave sociale tiltag i foreningerne. DIF get2sport, som støttes af Nordea-fonden og har eksisteret i 12 år, er i dag til stede i 16 kommuner, 23 boligområder og 32 idrætsforeninger.