Dansk guld ved europæisk ungdoms-OL

Cykelrytteren William Blume Levy har vundet guld i enkeltstart i ungarske Györ.
26. jul 2017
Cykelrytteren William Blume Levy har vundet guld i enkeltstart i ungarske Györ.

Danmark deltager i denne uge med 50 atleter ved det europæiske ungdoms-OL i ungarske Györ. Den første medalje kom i hus, da den 16-årige danske cykelrytter William Blume Levy kørte den bedste tid af alle i enkeltstarten og dermed kunne stille sig øverst på sejrsskamlen.

Den danske cykelrytter lavede en overbevisende præstation på den cirka 10 kilometer lange rute og var i mål over fem sekunder hurtigere end tyskeren Michel Hessmann og seks sekunder hurtigere end esteren Gleb Karpenko.

William Blume Levy siger:

”Jeg har ikke helt forstået det endnu. Det er vildt. Jeg tror, at Györ fra nu af vil være en af mine favoritbyer. Jeg er meget glad for, at jeg kunne vinde guld.”

Henrik Simper, der er talentchef i Danmarks Cykle Union siger om præstationen:

”De danske ryttere kørte fantastisk flot i dag, og William Blume Levy var flyvende.”

Danskerne Frederik Wandahl og Andreas Byskov Sarbo blev henholdsvis nummer 15 og 17 ud af 97 ryttere fra den europæiske ungdomselite.