Løb i Odense med Kronprinsen når han fylder 50

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen markerer næste år sin 50 års fødselsdag ved at invitere hele Danmark til løbefesten ”Royal Run”. Mandag den 21. maj 2018 inviteres alle med til at fejre Kronprinsen på to forskellige distancer i Odense og i landets fire andre største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg og København / Frederiksberg.
26. maj 2017
Hans Kongelige Højhed Kronprinsen markerer næste år sin 50 års fødselsdag ved at invitere hele Danmark til løbefesten ”Royal Run”. Mandag den 21. maj 2018 inviteres alle med til at fejre Kronprinsen på to forskellige distancer i Odense og i landets fire andre største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg og København / Frederiksberg.

I anledning af Kronprinsens runde dag omdannes Danmarks fem største byer til én stor løbefest hele mandag den 21. maj 2018. Royal Run, som eventen hedder, bliver den første store begivenhed i den kongelige fødselsdagsuge. Her kan danskerne komme helt tæt på Kronprinsen og fejre fødselaren ved enten at løbe eller gå sammen med ham. 

Én kongelig festdag, to distancer, fem forskellige byer
I Danmarks fem største byer vil der være to distancer: One Mile (1,609 km) og 10 km. Alle fem byer afholder hele dagen en lokal fest, hvor alle er velkomne.

Kronprinsen begynder dagen i Aalborg, hvor han løber One Mile. Herefter fortsætter han til Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor han ligeledes løber One Mile, inden han slutter sin løbefest af i København / Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden sammen med alle, der har lyst til at være med.

Royal Run aktiverer danskerne
Kronprinsen er en ivrig løber og motionist. Med Royal Run ønsker han at benytte den runde dag til at komme tæt på danskerne med bevægelse som omdrejningspunkt for dagen. Og med et ønske om at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe – en af danskernes foretrukne motionsformer.  

"Når jeg næste år fylder 50, vil jeg blandt andet fejre dagen med et løb, hvor hele Danmark kan være med. Jeg har altid holdt meget af sport og fysisk aktivitet, og ikke mindst løb. Det giver glæde, velvære og energi. Royal Run skal være et løb, der henvender sig til de erfarne løbere, men i lige så høj grad til dem, der binder løbeskoene for første gang, og alle er velkomne uanset alder. Jeg håber, at rigtigt mange vil deltage i Royal Run til næste år, når vi skal løbe sammen igennem fem af Danmarks smukke byer”, fortæller Kronprinsen. 

Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel, ser begge frem til den kongelige fødselsdag i byen: 

”Det glæder mig, at Kronprinsen har valgt at fejre sin fødselsdag med løbeskoene på i Odenses gader. Vi vil sørge for, at byen tager godt imod ham og de mange andre løbere, der undervejs på ruten kan nyde den store forvandling, som Odense gennemgår i disse år med letbane, boliger og nyt stort eventyrhus på vej,” fortæller borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel.

Event- & Udviklingschef i Odense Atletik/OGF, Andreas Jeppesen, har ligeledes store forventninger til Royal Run:

”Det er et stort skulderklap til vores forening og vore mange frivillige, at vi har fået tildelt opgaven som ansvarlig for løbsafviklingen i forbindelse med Royal Run i Odense i 2018. Vi glæder os helt vildt til at være en del af dette spændende projekt og vil gøre alt for, at vi får stablet et fantastisk og oplevelsesrigt løbeevent på benene som kan samle hele Fyn på en spektakulær rute i hjertet af Odense. Og vi ser frem til at byde velkommen til en fed fødselsdagsfest, hvor der er plads til alle,” lyder det fra Andreas Jeppesen.

Følg med i Royal Run
På Royalrun.dk og på Facebook.com/royalrundanmark vil man kunne følge med i forberedelserne til den store dag. Der vil løbende være tips til træning og inspirationshistorier om, hvordan man kan komme i gang med at løbe. 

Arrangørerne bag Royal Run
Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run. 

FAKTA OM ROYAL RUN:

  • Dato: Mandag 21. maj 2018 (2. pinsedag)
  • Distancer: One Mile (1,609 km) og 10 km
  • Tilmelding: På royalrun.dk fra torsdag 26. oktober 2017
  • Lokale arrangører for Royal Run Odense: Odense Kommune og OA/OGF
  • Information: royalrun.dk, Facebook.com/royalrundanmark og Royal Run Nyhedsbrev
  • Kontakt: Henriette Leth Nielsen, kommunikationschef i Dansk Atletik Forbund: 20 15 22 20