Hovedskader i idrætten tages meget alvorligt

En dansk ekspertgruppe arbejder på anbefalinger til landets idrætsforeninger, hvis hovedskaden indtræffer.
11. maj 2017
En dansk ekspertgruppe arbejder på anbefalinger til landets idrætsforeninger, hvis hovedskaden indtræffer.

Fælles pressemeddelelse fra DIF, Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi.

De seneste år har der været øget fokus på hjernerystelser i idrætten, og det har fået DIF, Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi til i fællesskab at nedsætte en ekspertgruppe. Den skal komme med anbefalinger til, hvordan kurven med stigende hovedskader i idrætten kan vendes og ikke mindst, hvad man skal gøre i foreningslivet, hvis skaden alligevel indtræffer.

Ekspertgruppens arbejde tager blandt andet udgangspunkt i anbefalingerne fra en netop udkommet international rapport, der er skrevet med afsæt i en IOC- og FIFA-konference. Rapporten skal nu nærlæses, og på baggrund af den vil ekspertgruppen komme med anbefalinger til det danske foreningsliv.  

Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF, siger:

”Hovedskader i idrætten er et meget alvorligt problem, som rammer både motionister og eliteatleter i en lang række idrætsgrene. Derfor ser vi frem til samarbejdet med de idrætsmedicinske eksperter, så vi kan komme med anbefalinger til vores cirka 9.000 idrætsforeninger om, hvordan de bør forholde sig til hovedskader.”

I den danske ekspertgruppe sidder også Kristoffer Barfod, der er formand for Dansk Idrætsmedicinsk Selskab. Han bakker op om alvoren i hovedskaderne og ser frem til det fortsatte samarbejde:

”Hovedskader er et alvorligt problem, som der er for lidt viden om i det danske idrætsliv. Der er klare lægelige anbefalinger til, hvordan hovedskader skal behandles, og hvornår idræt må genoptages efter en skade for at undgå, at der kommer komplikationer. Dansk Idrætsmedicinsk Selskab ønsker et struktureret samarbejde mellem idrætsforeninger, idrætsfysioterapeuter og idrætslæger omkring dette.”

Også Karen Kotila, der er formand Dansk Selskab for Sportsfysioterapi, og som ligeledes sidder med i den danske ekspertgruppe, glæder sig over samarbejdet, hvor målet er færre hovedskader, bedre oplysning og fokus på korrekt behandling:

”Hjernerystelse er en af de sværeste idrætsmedicinske problemstillinger at diagnosticere, vurdere og håndtere. Det kræver oplysning og uddannelse af spillere, trænere og ikke mindst sundhedspersonale. Det kræver et tværfagligt samarbejde for at sikre de optimale betingelser for rehabilitering af udøveren med hjernerystelse.  Samarbejdet mellem DIF, specialforbundene, Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi er et solidt skridt på vejen til at få oplysning og uddannelse ud til alle involverede i og omkring sport og få skabt grobund for den tværfaglige indsats,” siger Karen Kotila 

Yderligere kommentarer:

Morten Mølholm, administrerende direktør i DIF, 21663774
Kristoffer Barfod, formand for Dansk Idrætsmedicinsk Selskab, 61300288
Karen Kotila, formand for Dansk Selskab for Sportsfysioterapi, 30820047