Ni danske talenter til europæisk ungdoms-OL

Tyrkiske Erzurum er vært for vintersportens europæiske ungdoms-OL fra den 12.-18. februar.
10. feb 2017
Tyrkiske Erzurum er vært for vintersportens europæiske ungdoms-OL fra den 12.-18. februar.

Den 12. februar tændes den olympiske ild på Kazim Karabekir Stadium i tyrkiske Erzurum, og den 13. vinterudgave af europæisk ungdoms-OL sættes i gang.

Det danske hold består af ni atleter i alderen 16-17 år samt fem ledere. I seks dage skal de kæmpe mod atleter fra andre europæiske lande om medaljer i alt fra kunstskøjteløb over alpint skiløb til langrend.

Det danske hold består af:

Alpint skiløb:

  • Christian Skov Jensen
  • Thor Oksholm
  • Ida Sofie Bunsov Brøns
  • Luna Berger Christensen
  • Emilie Foli Danig
  • Emilie Larsen

Langrend:

  • Bjarne Herbert Hansen
  • Jacob Weel Rosbo

Kunstskøjteløb:

  • Josephine Kærsgaard

Fanebærer

Som ved ’et rigtigt OL’ så stiller hver nation med en fanebærer, der under indmarchen ved åbningsceremonien går foran det enkelte lands delegation. For Danmark er Ida Sofie Bunsov Brøns blevet udvalgt til at bære fanen. Åbningsceremonien finder sted kl. 19.30 den 12. februar på Kazim Karabekir Stadium med plads til knap 24.000 tilskuere. 

International erfaring

Mikkel Øhrgaard, der er chef de mission for det danske hold, siger om formålet med deltagelsen:

”Vi har ni unge talentfulde atleter med til europæisk ungdoms-OL, og det er klart, at de alle vil kæmpe det bedste, de har lært, for at opnå så høj en placering som muligt. Men for DIF er de enkelte placeringer ikke afgørende. Formålet med at sende de unge vintersportsatleter til Erzurum er, at de kan høste international erfaring, få motivation til deres videre elitekarrierer og mærke den særlige olympiske ånd.”

Han fortsætter:

”Det er en kæmpe oplevelse og et stort erfaringsmæssigt boost at kæmpe mod flere af de bedste atleter på en international scene. Desuden skal man ikke undervurdere effekten af, at mange ting ved ungdoms-OL er som ved de voksnes OL - blot i mindre målestok. Der er en åbnings- og afslutningsceremoni, hvert land stiller med en fanebærer, den olympiske ild tændes og brænder under legene, og alle bor sammen i en olympisk by. Alt det skal være med til at motivere talenterne til at ville opnå endnu mere og måske en dag konkurrere ved de voksnes OL,” slutter Mikkel Øhrgaard.

Historisk

Det er den tidligere IOC-præsident, Jacques Rogge, der opfandt det europæiske ungdoms-OL tilbage i begyndelsen af 90’erne. Sommerudgaven havde præmiere i Bruxelles i 1991 efterfulgt af en vinterudgave I italienske Aosta to år senere. Siden 1991 er mange internationale stjerner og senere OL-medaljevindere blevet introduceret ved europæisk ungdoms-OL – herunder fx vintersportsstjernerne Janica Kostelič, Anja Paerson, Marit Björgen, Yulija Tchepalova, Janne Happonen og Yevgeniy Plyushchenko.

Følg legene og de danske talenter i Erzurum.