DIF Museums seneste donationer

Scrapbøger, beklædning og arkivalier er blot få af de mange donationer, som Idrættens Museum har modtaget i løbet af 2015.
1. dec 2016
Scrapbøger, beklædning og arkivalier er blot få af de mange donationer, som Idrættens Museum har modtaget i løbet af 2015.

DIF Museum modtager jævnligt donationer fra både tidligere idrætsudøvere og idrætsforbund.

Museet har netop modtaget en donation fra boet efter atletikkvinden Hildegard Nissen.

Hilde blev dansk mester i 100 og 200 meter løb i 1946, og satte samme år dansk rekord på 100 meter ved Europamesterskaberne på Bislett Stadion i Oslo i tiden 12,5 sek.

Hilde Nissen deltog ved de Olympiske Lege i 1948 i London, hvor hun løb sidste tur på det danske hold i 4 x 100 m stafet. Holdet sluttede på en fornem 5. plads.

 

Donationen består af Hilde Nissens indmarchdragt fra OL i London, de pigsko hun løb i, hendes deltager diplom og deltagermedalje samt en lang række mesterskabsplaketter og diverse pins.

Herudover har museet modtaget en lille biografi over Hilde Nissen liv, udarbejdet af hendes niece Gitte Nissen.

I 2015 har Museet blandt andet modtaget:

  • Scrapbøger og verdensmesterskabsdiplom fra svømmeren Tonni Petersen
  • Indmarchuniform fra Dansk Atletik Forbund
  • Dansk Svømme Union har overdraget diverse effekter fra EM i svømning i Herning 2013 til museet
  • Fra arkitekt Per Mikkelsen er modtaget skitseprojekt til Danmarks Sportsmuseum fra 1995 samt 38 stk. 54x65 farvedias fra Vejle Sportsmuseums gamle samling.
  • Beklædning, bøger og diverse arkivalier fra boet efter roeren Harry Knudsen, Køge, der vandt bronze i firer uden styrmand ved OL i London 1948
  • En større samling af OL-pins fra OL i Atlanta 1996
  • Arkivalier og diverse effekter fra den professionelle bokser Dick Nelson