Derfor skal doping bekæmpes
Det er altid fascinerende at gå rundt i en OL-by, og det var det også for mig for et halvt år siden i Rio. På vejen fra lejlighederne, hvor de danske atleter boede, og hen til spisesalen støder man ind i tusindvis af atleter fra forskellige lande. Nogle atleter har et tunnelsyn, som fortæller dig, at de skal i konkurrence inden for et par dage, mens andre slentrer afslappet rundt efter at have præsteret deres bedste oven på årevis af dedikerede forberedelser. Nogle atleter er små nips, andre er enorme skikkelser. Nogle har tynde ben og andre har enorme overarme. De kommer fra hundredvis af forskellige nationer. Man kan ikke lade være med at smile og glæde sig, når idrætten på den måde bringer mennesker fra alle dele af verden sammen i fredelig sameksistens. Men denne gang var der også en slange i paradiset.
Midt i den olympiske bys parkanlæg stod en skulptur bestående af de fem olympiske ringe og udgjorde et photo opportunity, som rigtig mange atleter benyttede sig af for at sikre sig et minde om deltagelse i de første olympiske lege i Sydamerika. Men lige bag skulpturen stod en bygning, hvor et kæmpestort russisk flag fyldte facaden. Flaget markerede, at her boede de russiske atleter, og det mindede mig om, at langt flertallet af de russiske atleter havde fået lov til at deltage. Det på trods af at det kort forinden var blevet bevist, at den russiske stat, efterretningsvæsen, antidopingentur, laboratorier og atleter i forening havde deltaget i den største dopingkonspiration nogensinde. Synet af det russiske flag så centralt placeret i den olympiske by gjorde mig oprigtigt tristpå alle de rene atleters vegne. Og på vegne af den idræt, som jeg elsker og hver dag arbejder for at fremme.
Forkert beslutning
DIF, som også er olympisk komité i Danmark, havde op til legenes begyndelse opfordret til, at Rusland blev suspenderet af den internationale olympiske komité (IOC), hvilket ville betyde, at de russiske atleter ikke kunne deltage. IOC valgte at gøre det anderledes og lade det være op til de enkelte internationale specialforbund at udelukke russiske atleter. Resultatet blev, at størstedelen af de russiske atleter fik lov til at rykke ind i den olympiske by og deltage i konkurrencerne.
Det var den forkerte beslutning. Det syntes jeg dengang, og det blev jeg bekræftet i i denne måned, hvor den såkaldte McLaren-rapport II, blev offentliggjort. Den viste blandt andet, at over 1.000 russiske atleter har profiteret af dopingprogrammet. Samtidig har der ingen afstandstandstagen været fra russisk side. Hverken fra antidopingmyndighederne, idrætsforbundet eller regeringen. Tværtimod. Den første rapport, som udkom lige inden Rio-legene, konkluderede, at den daværende russiske sportsminister Vitaly Mutkos viceminister personligt var med til at få hundredvis af positive dopingprøver til at forsvinde. Og hvad er der sket med Mutko siden? Han er siden avanceret til vicepremierminister.
Tænk sig en lignende situation i Danmark. Det bliver opdaget, at det danske kulturministerium har orkestreret et kæmpe system, som har opfordret danske atleter til at dope sig, og samtidig sikret, at deres positive prøver er blevet fejet ind under gulvtæppet. Og så reagerer statsministeren ved at tilbyde kulturministeren et avancement. Heldigvis er det umuligt at forestille sig sådan en situation i Danmark.
Doping ødelægger idrætten
Men hvorfor bruge så megen opmærksomhed på doping og kampen mod den? Det vil jeg gerne bruge nogle linjer på at forklare.
DIF er sat i verden for at kæmpe for gode vilkår for idrætten, og doping er en direkte trussel mod idrætten. Hele konkurrenceelementet i idræt hænger sammen med forestillingen om en kappestrid mellem ligeværdige atleter, som har haft de samme muligheder for at forberede sig og præstere. Når nogle atleter rager en konkurrencefordel til sig ved at bruge ulovlige stoffer, så forsvinder forestillingen om ligeværdighed. Man bliver skuffet, når man finder ud af, at en atlet har snydt sig til sejren, og man føler sig dum, når man har støttet og heppet på denne atlet. Har man støttet og heppet på den rene atlet, så bliver man sur, når man finder ud af, at testosteron, anabolske steroider og epo, har gjort forskellen.
Når man genser Ben Johnsons 100 meter-løb fra Seoul i 1988, de østtyske atletikudøveres præstationer i 80’erne og Lance Armstrongs bedrifter i Tour de France op gennem 00’erne, så benytter man et helt andet filter, end man gjorde dengang, hvor man så det live.
Så tager man sine forbehold næste gang. Når man ser en atlet triumfere, så lever man sig ikke ind i det på samme måde. Han/hun er nok dopet, tænker man. Den tankegang er synd for den rene atlet, men den er også et udtryk for, at doping ødelægger sportens fascinationskraft og dermed er en trussel mod selve sporten. Fascination er sportens dna, og hvis den forsvinder, så er der ikke andet end et cirkus tilbage. Det er de samme ødelæggende karakteristika, som kendetegner matchfixing. Hvis troen på den ærlige kappestrid forsvinder, så forvinder sporten til sidst. Derfor kæmper DIF for en ren sport hver eneste dag.
Hårde reaktioner
Det ville mange gange være nemmere ikke at engagere sig i spørgsmålet. Det konstaterede jeg senest, da jeg – på forespørgsel - udtalte, at jeg var lidt skeptisk ved, at Bjarne Riis skal stå i spidsen for et dansk cykelhold. Jeg har mødt opbakning, men jeg modtog også en lang række hadefulde mails i de efterfølgende dage, og telefonen ringede gentagende gange, fordi folk skulle fortælle mig, hvor forfærdeligt et menneske, jeg er.
Jeg kan ikke, og jeg vil ikke forsøge at hindre ham i at drive et dansk cykelhold. Juridisk er der i kraft af forældelsesfrister ikke noget at komme efter. Men det er halvandet år siden, at jeg var med til at offentliggøre en dopingrapport, hvori der står, at Bjarne Riis som holdejer var vidende om doping blandt sine ryttere, og at han ikke skred ind over for det. Og i samme rapport står der, at han ikke har fortalt hele sandheden. Dermed ville det være utroværdigt, hvis jeg ikke var skeptisk nu. Så må jeg leve med de hadefulde mails, som er konsekvensen af at svare det indlysende, når jeg nu bliver spurgt.
Vi når måske aldrig frem til, at doping helt forsvinder fra idrættens verden. De seneste 20 års skandaler har lært mig ikke at være naiv. Men af respekt for de rene atleter skal vi gøre det så svært som overhovedet muligt at snyde, og det kræver et system, som kan håndtere udfordringerne. En af de væsentligste kampe i de kommende år på antidopingfronten bliver at gå efter de ansvarlige ledere, som har et endnu større ansvar end atleterne. Alt for ofte har vi set, at atleterne har taget hele skraldet, mens ledere og trænere, der har opfordret til og orkestreret dopingmisbruget, er sluppet uden skrammer.
Sagen med Rusland viser desuden, at vi mangler en klar lovhjemmel til at udelukke en hel organisation. Søgelyset er rettet mod de enkelte atleter, fordi systemet ikke forudså, at stater og antidopingagenturer ville opfordre til og medvirke til brug af doping. Nu er vi klogere, og derfor skal vi have et system, som er mere robust. Det kunne være et system, hvor det internationale dopingagentur (Wada) kunne indbringe sager om eksklusion af organisationer for den internationale sportsdomstol, Wada. Desuden ser jeg gerne, at velfungerende nationale dopingagenturer får bemyndigelse til at udføre test i lande, hvor systemet ikke fungerer. På den måde kan man måske forhindre et lyssky samarbejde mellem stat, antidopingagentur, laboratorier og atleter, som man har set i Rusland.
Dopingsyndere og -læger er ofte lidt hurtigere ude af startboksen end dopingkontrollanterne. Derfor bakker jeg op om den praksis, hvor man nedfryser dopingprøver i årevis for at genteste dem, når kontrollanterne har fået nye sporingsmetoder til rådighed. Den metode har vist sig uhyre effektiv i forhold til OL i Beijing og OL i London, og den sender et vigtigt signal til den atlet, som står foran at skulle vælge den rigtige eller forkerte vej til succes. Lad være med at lade dig lokke, for du bliver måske ikke opdaget her og nu, men på et eller andet tidspunkt, bliver du opdaget, og så forsvinder medaljeglansen.
Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 29. december.