1992 – Danmarks stjernestund

”Kære danskere! Knap øllet op, lad propperne springe og Dannebrog kippe. Vi er til en gigantfest, og alle ønskes en rigtig god fornøjelse… Kryds hvad I har, der er ti tæer, ti fingre og hvad man ellers kan finde på. Sat i gang her, danskerne her, altså angribende fra højre mod venstre…".

Sådan indledte Flemming Toft den legendariske EM-fodboldfinale mellem Danmark og Tyskland den 26. juni 1992 på Nya Ullevi stadion i Göteborg.

Ligesom mange andre danskere husker jeg tydeligt den dag. Jeg var sammen med familien på sportsferie på Club La Santa og oplevede finalekampen i centrets biograf sammen med en stor gruppe tyske og danske sportsentusiaster. Tyskerne var ret sejrsbevidste, mens vi andre nok ikke var ret optimistiske med hensyn til, om vi kunne vinde kampen.

Men Flemming Toft, der kommenterede kampen, med stor energi og indlevelse, fik os allerede tidligt på andre tanker. Lige inden Danmark scorede det første mål, lød det sådan her: "Fortsæt Flemming Povlsen… Henrik Larsen er med inde på midten.. og der kommer John Jensen, jaa-ha-hah, ja-ja-jai, jutlihut, nej-nej-nej… Jamen, jamen, jamen. Nederst i bunken John Faxe Jensen. Og kongelig dansk jubel… Jamen er det ikke bare wunderbar… Prøv at se igen, Flemming Povlsen tager over, der kommer John Jensen, godt set af Flemming Povlsen. Og den er ramt. Danmark i front, spillet knap 19 minutter, en gung mere… Så kan vi godt sætte vand over".

Euforien startede efter blot 19 minutter. Verden så til med forbløffelse, imens vi spillede os til 2-0 sejren. Jugoslaviens udelukkelse gav os chancen for at rejse os efter de ikke prangende indledende kampe. Men så slog vi Holland i semi-finalen i en nervepirrende straffesparkskonkurrence, og med det sparkede vi os i finalen og ind på verdensscenen.

Efter kampen husker jeg, at de tyske tilskuere listede ud ad biografen, imens vi andre jublende løb rundt i sportskomplekset og i fællesskab fejrede den store trumf.

Den sommer var en dansk stjernestund. Der findes ikke mange, som ikke kan huske kampen, og hvad de danske fodbolddrenge præsterede den sommerdag. Danmark er om noget kendt for ’92 holdet internationalt. Nærmest uanset hvilken lille flække, man kommer til, kan selv små børn referere til ”Laudrup” og ”Schmeichel” og det forbløffende og fantastiske fodboldresultat.

’92-holdet kom ikke med i Danmarkskanon, selvom begivenheden i høj grad har været med til at definere os som folk i nyere tid. Men ”hygge” kom med, og det var bestemt også en dansk værdi, som karakteriserede perioden efter EM-finalen. Folk myldrede ud på gaderne. Vi gav hinanden high fives. Vi hilste mere på hinanden i den periode, end vi havde gjort før. Vi gav flere krammere – også til vildt fremmede. Vi hyggede os i solen, i parkerne og på stranden. Og vi hyggede os med grillmad, på cafeerne og på campingpladserne i hele landet. En sand fodboldeufori var udløst. Danmark var noget helt særligt denne sommer.

Alligevel blev fodbolddrengene ikke Årets Sportsnavn det år, da vi skulle uddele prisen sammen med JP. En anden kæmpe sportslig præstation fandt nemlig også sted den sommer. Den foregik på vandet et par måneder senere under OL i Barcelona. Derfor blev der peget på Jesper Bank, Jesper Seier og Steen Secher, som havde gjort det fænomenalt ved OL. De sejlede guldet hjem til Danmark i tremandsbåden soling foran amerikanerne og briterne, hvilket var noget af en præstation.

Sommeren ’92 kom til at betyde meget for dansk sport og for os som danskere. Selvtilliden fik et kæmpe nøk opad, og vi fik en tro på, at vi som et lille land godt kunne være med i kampen om medaljerne i de store internationale sportsbegivenheder - ’92 satte gang i en bølge af sportslige succeser.

Siden fulgte euforien med håndboldkvinderne med Ulrik Wilbek i spidsen. Holdet havde været på nippet til at blive nedlagt, men Anja Andersen, Janne Kolling, Anette Hoffmann og Susanne Munk Lauritsen m.fl. spillede sig ind i vore hjerter og gjorde det fremragende. Dét gav dem titlen af Årets Sportsnavn i 1993 og 1994. I samme periode gik det også bedre og bedre for dansk cykling. Guldfireren roede sig også ind i vore hjerter med især Eskild Ebbesen, som har været med til at vinde OL-guldet tre gange for Danmark.

Vi elsker dem. Vores sportslige helte og heltinder. Og vi elsker især, når de vinder. Sådan var det også i sommer, da vi havde et af de bedste danske OL nogensinde i Brasilien. 15 medaljer. I Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark var vores målsætning 10 medaljer. At vi fik 15 overgik alle forventninger. Det var enormt flot gået af alle atleterne og af holdet bag dem.

Det syntes danskerne også. Befolkningen ville hylde dem. Ja, de krævede det faktisk. Vi fik rigtig mange mails, lykønskninger og beskeder på Facebook i den tid, og efter flammen var slukket i Rio. Danskerne ville hylde OL-atleterne - på Københavns Rådhus. Særligt ville mange gerne hylde håndboldherrerne, som havde besejret Les Bleus - de uovervindelige franskmænd. Derfor gled mine tanker også tilbage til ’92 under denne kamp. For det var jo faktisk ligeså usandsynligt, at de skulle vinde som dengang fodbolddrengene overraskede. På intet tidspunkt var der nogen, som for alvor troede på, at vi ville kunne slå franskmændene – ligesom ingen for alvor troede på, at vi ville kunne slå tyskerne.

Alle de mange mails og lykønskninger var for mig endnu et bevis på, hvordan sporten udgør en vigtig sammenhængskraft i Danmark. Intet som sport kan forene os på tværs af arbejde, sociale skel, høj som lav, og hvad enten man hedder Martin eller Muhammed. Og det sker ikke kun under OL, men i foreningslivet hver dag – som kom med i Danmarkskanon. Det er her, vi mødes, kobler af, og hvor alle er lige og har de samme muligheder for at lykkes.

Derfor er det en vigtig prioritet for DIF hele tiden at gøre foreningslivet stærkere og udvikle det. Det betyder blandt andet, at vi øger vores sociale ansvar. For sport kan noget særligt. Og det er en af grundene til, at vi arbejder i socialt udsatte boligområder med at tilbyde sport til nydanskere og unge drenge både de velopdragne og ballademagerne. Sport kan være en vigtig vej ind i samfundet og kan betyde, at man kan møde det helt rigtige netværk, som kan få en i gang på arbejdsmarkedet eller give en nye venner og en bedre forståelse for dansk kultur og normer. Det har vi masser af eksempler på. Dette arbejde har vi netop styrket med Nordea-fonden og håber på, at vi også vil kunne gøre det i samarbejde med regeringen i det nye år.

”Sport har magten til at ændre verden. Den har magten til at inspirere. Den har magten til at forene folk i en helt særlig grad. Den kan tale til ungdommen i et sprog, de forstår. Sport kan skabe håb, hvor der engang kun var fortvivlelse”. Det sagde Nelson Mandela tilbage i 1995 under verdensmesterskaberne i rugby.

I en tid hvor meninger brydes, terroren viser sit grusomme ansigt, og den vestlige verden er under forandring, kan sport samle. Derfor gør vi meget ud af at udvikle både foreningslivet og give eliteatleterne de bedste rammer for at præstere.

Preben Elkjær, som også kommenterede kampen i ’92, sluttede af med ”det her overstiger vores vildeste forventninger”! Det gjorde det. Heldigvis er sommeren ’92 blevet filmatiseret, så vi kan opleve øjeblikkene igen og igen. Juledagene er en glimrende anledning til at slå benene op og fordøje julemaden i familiens

skød, imens vi genoplever en dansk stjernestund. Og næste dag kan vi så bevæge os ned i vores lokale idrætsforening og brænde julesulen af i et glædeligt gensyn med alle de andre. Rigtig glædelig jul.

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten den 26. december 2016.