DIF-formand om Danmarkskanon: Foreningslivet er en del af den danske DNA

’Foreningsliv og frivillighed’ er blandt de 10 særligt danske værdier og traditioner, der er udvalgt til Danmarkskanonen.
12. dec 2016
’Foreningsliv og frivillighed’ er blandt de 10 særligt danske værdier og traditioner, der er udvalgt til Danmarkskanonen.

Kulturministeriet og Bertel Haarder har her til morgen offentliggjort den endelige Danmarkskanon. ’Foreningsliv og frivillighed’ er blandt de 10 værdier og traditioner, der er blevet udvalgt som særligt kendetegnende for den danske kultur. Det vækker glæde i Danmarks Idrætsforbund (DIF):

”I Danmark er vi verdensmestre i foreningsliv og frivillighed. Alene i idrætten har vi mere end 2,5 millioner medlemmer og en halv million frivillige. Næsten ni ud af ti danske børn er medlem af en idrætsforening. Det er helt unikt og noget, der vækker beundring rundt omkring i verden. Pladsen i Danmarkskanon viser, at foreningsidræt og de mange frivillige kræfter på græsbaner og i haller landet rundt er en del af den danske DNA og en central dansk værdi, der skaber oplevelser for livet,” siger formand i DIF Niels Nygaard og fortsætter:

”Foreningslivet er den sociale lim, der samler lokalsamfund på tværs af alle skel. Om du hedder Mette eller Muhamed, om du er 10 år eller 60 år, studerende, skolelærer eller direktør, så krydser vejene i foreningslivet. Landets omklædningsrum og caféborde i idrætsforeningerne danner rammen om diskussioner og samtaler. Dermed er foreningerne en vigtig del af vores demokratiske dannelse og møde med hinanden.”

I det nye regeringsgrundlag er der også stor opbakning til foreningslivet. DIF og DGI’s fælles vision om at gøre Danmark til den mest idrætsaktive nation fremgår af regeringens arbejdsplan. I 2025 skal 75 procent af danskerne være idrætsaktive og 50 procent i en forening.

”Opbakningen til DIF og DGI’s fælles vision er endnu et klart signal om idrættens betydning i samfundet og en forudsætning for, at vi kan fortsætte den indsats, der har givet en plads i Danmarkskanon. Vi er glade for, at foreningsidrætten har fået en så stor plads i regeringsgrundlaget og glæder os nu til at følge op og hjælpe med at sætte bevægelse på dagsordenen i kommuner, skoler, i sundhedsvæsenet og andre steder i samfundet i samarbejde med regeringen. Et styrket samarbejde vil gavne alle de millioner af danskere, der er aktive i foreningsidrætten,” siger Niels Nygaard.

Sådan endte Danmarkskanon:

Foreningsliv og frivillighed, Frisind, Kønsligestilling, Velfærdssamfundet, Tillid, Det danske sprog, Hygge, Den kristne kulturarv, Frihed, Lighed for loven

Kontakt:

Niels Nygaard, formand i DIF: 20 73 71 12

Charlotte Brix Andersen, kommunikationschef i DIF: 40 35 34 31