BørneBasketFonden vandt den fynske afstemning i Danskernes Idrætspris

44 procent af alle de afgivne stemmer i den regionale afstemning om Danskernes Idrætspris var sat ved BørneBasketFonden. Dermed er den fynske kandidat, der går videre til den landsdækkende semifinale, fundet. Danskernes Idrætspris, der præsenteres af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4, uddeles til DR’s årlige sportsshow. Med prisen følger 100.000 kr.
18. nov 2016
44 procent af alle de afgivne stemmer i den regionale afstemning om Danskernes Idrætspris var sat ved BørneBasketFonden. Dermed er den fynske kandidat, der går videre til den landsdækkende semifinale, fundet. Danskernes Idrætspris, der præsenteres af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4, uddeles til DR’s årlige sportsshow. Med prisen følger 100.000 kr.

Det blev BørneBasketFonden, der løb med den fynske førsteplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris. Dermed er det fynske idrætsinitiativ fortsat med i konkurrencen om den samlede præmiesum på 100.000 kr.

Med førstepladsen går BørneBasketFonden sammen med syv andre regionale vindere fra resten af landet videre til semifinalen, hvor DIF’s bestyrelse udvælger tre finalister og herefter kårer vinderen. Vinderen af Danskernes Idrætspris offentliggøres ved DR’s show SPORT 2016 lørdag 7. januar 2017. 

Det er et rigtigt spændende valg, som fynboerne her har truffet. BørneBasketFonden formår at komme ud til børnene i stedet for, at børnene skal komme til klubberne, som det jo ellers er normalt. Det er rigtig godt, for der er jo ikke så mange basketballklubber på Fyn,” siger Mette Skov Hansen, lokal DIF ambassadør, der sad med i den regionale dommerkomité, som udvalgte tre idrætsinitiativer til at gå videre til afstemningen.
De to øvrige idrætsinitiativer, der kunne stemmes på, var Føns Havbane og Skovhuggeren - MTB-spor Sydfyn.

Afstemningen, der foregik på hjemmesiden for Danskernes Idrætspris, løb over tolv dage og sluttede fredag 18. november kl. 9. BørneBasketFonden fik over 44 procent af stemmerne.

I alt var 9.575 danskere inde og stemme på hjemmesiden,
www.danskernesidrætspris.dk.
”Vi har været rigtig glade for de mange initiativer, der har været indstillet,” siger kommunikationsdirektør i e-Boks, Susanne Søndahl Wolff.
”Og når så danskerne bakker op på så fornem vis ved at gå ind og stemme på deres favorit, så vidner det om, at danskerne er dybt involveret i dansk foreningsidræt.” 

Om BørneBasketFonden
BørneBasketFonden (BBF) bevæger børn med basketball og bringer foreningslivet helt ud til børnene. BBF binder indsatserne sammen fra en lang række organisationer - DIF, DBBF, DGI, Game m.fl. - og leverer en masse basketball til børnene i skoler, på SFO´er, samt ikke mindst i eksisterende og i nye basketballklubber - rundt om i hele landet. Initiativets primære fokus er at få bevæget de børn der ellers ikke ville være aktive - både i og efter skoletiden. Udfra tesen "der er for få børn der spiller basketball, fordi der er for få foreninger der udbyder basketball til børn", har BBF startet 10 nye basketballklubber op i hele landet - bl.a. i Odense og på Thurø (i samarbejde med Svendborg Basketball Club). Klubberne er enten nye klubber (fx Børnebasket Odense), eller satellitter til eksisterende klubber (fx Thurø, som en ny afdeling af Svendborg Basketball Club).
BørneBasketFonden leverer basketballundervisning i skolerne (primært idrætstimerne) og har i 2016 indgået aftaler med ca. 305 folkeskoleskoleklasser. Derudover en lang række SFO´er og en bemandet legeplads i et udsat boligområde. Skoleforløbene indgår i regi af åben-skole, og indeholder også kompetenceudvikling for lærere og pædagoger, så der kan arbejdes videre med basketball på skolerne efter forløbene med BBF er afsluttet. Endvidere bringer BBF selv bolde med til skolerne, som skolerne efterfølgende beholder, således sikrer BBF sig at rekvisitterne er gode, matcher børnenes alder og derfor kan basketballundervisningen gennemføres på et højere niveau end skolerne normalt har mulighed for at levere. 

De otte vindere fra P4’s sendeområder er:
Fyn: BørneBasketFonden
Midt- og Vestjylland: Frederiks. Ét lokalsamfund - mange samarbejdspartnere          
Nordjylland: Handicap venligt skydecenter, Vodskov skytteforening
Østjylland: Åben Idræt (i Hammel Idrætscenter)
Syd: Helle Team Tramp
Trekantsområdet: HIU - Handicapidræt i Uldum
Sjælland og øerne: Familietons                 
Hovedstadsområdet: FC Prostata


For mere information, kontakt venligst:
Kommunikationsdirektør i e-Boks, Susanne Søndahl Wolff
E-mail: ssw@e-boks.dk, mobil: 23 82 13 14

Torben Lollike, kommunikationskonsulent i DIF
E-mail: tolo@dif.dk, Mobil: 20 40 98 89.

Om e-Boks
Fem millioner danskere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. I 2015 blev over 308 millioner dokumenter overført via e-Boks, og det sparede miljøet for i alt 5082 tons papir.
Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere.
e-Boks er et aktieselskab, der ejes ligeligt af Nets og PostNord.
Læs mere på
www.e-boks.dk

Om DIF 
DIF er landets største idrætsorganisation med flere end 1,9 millioner medlemmer, som dyrker 90 forskellige idrætsgrene i 9.200 idrætsforeninger landet over. Foreningsidrætten er en afgørende forudsætning for, at den danske befolkning er en af de mest idrætsaktive befolkninger på verdensplan. Ikke færre end 350.000 frivillige i DIF-idrætten sikrer hver uge – året rundt – gode og sunde idrætstilbud til danskerne. 
Læs mere på
www.dif.dk