Nordjyske politikere på besøg hos AaB

En række lands- og politikere var mandag aften samlet hos fodboldklubben AaB for at høre om dens erfaringer med integration og idræt i socialt belastede områder. Opfordringen til dem var at indgå i et partnerskab med idrætten på integrationsområdet.
8. nov 2016
En række lands- og politikere var mandag aften samlet hos fodboldklubben AaB for at høre om dens erfaringer med integration og idræt i socialt belastede områder. Opfordringen til dem var at indgå i et partnerskab med idrætten på integrationsområdet.

Der blev lyttet godt efter i AaB’s klublokaler på Hornevej mandag aften. Tilhørerne var en række politikere fra Folketinget og fra byrådet i Aalborg, og temaet var idræt og integration. Danmarks Idrætsforbund havde samlet dem til en informationsaften for at gøre opmærksom på det arbejde, som foregår i foreningerne, og på hvilke udfordringer, der venter rundt om hjørnet.

DIF arbejder via sin integrationsindsats, DIF get2sport, sammen med 30 foreninger på landsplan – blandt andet AaB. Indsatsen er finansieret via midler fra satspuljen, men disse midler udløber ved udgangen af 2018.

”Vi har gennem årene haft stor succes med at hjælpe klubberne i de socialt belastede boligområdet med at udbyde idræt, tage imod medlemmer og fastholde dem. Indsatsen har betydet meget for foreningerne og beboerne, og indsatsen må ikke stoppe, når midlerne udløber”.

”Derfor opfordrer jeg politikerne til at skabe et partnerskab mellem staten, kommunerne og DIF, så vi kan fortsætte indsatsen og udvide den til samtlige boligsociale områder i Danmark,” sagde Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF.

Fra AaB var tidligere sportsdirektør Lynge Jakobsen også til stede, og han delte ud af sine erfaringer på området til de forsamlede politikere, som talte folketingspolitikerne Rasmus Prehn (S), Orla Hav (S), Christina Egelund (LA), samt fra byrådet Nuuradiin S. Hussein (S), Mads Sølver Pedersen (V), Tina French Nielsen (V), Hans Thorup (V), Anne Hornoré Østergaard (V), Jørgen Hein (RV), Cæcilie Andersen (EL).

Politisk opbakning

Fra politisk side var der opbakning til arbejdet med DIF get2sport.

”Det er et vigtigt arbejde, som DIF gør ved at få drenge og piger med anden etnisk baggrund til at dyrke idræt. Det er godt, at det sker ved at udbrede kendskabet til foreningslivet, og det er vigtigt, at foreningerne åbner sig og engagerer borgerne i lokalsamfundet. Det viser, at foreningerne tager ansvar og bidrager til at skabe borgere, som deltager i foreningslivet,” sagde Orla Hav, der blev suppleret af Christiane Egelund.

”Det er vigtigt, at få en klub som AaB med til at styrke integrationen, og det er tydeligt, at projektet skaber resultater. Foreningerne kan nemlig noget særligt, som vi skal værne om – de kan få folk til at mødes på tværs af kulturer og sociale skel. Og så er det ekstra godt, når man kan få en stor spiller som AaB på banen. Jeg er sikker på, at det giver ’street credit’ at kunne sige, man spiller i AaB.”

DIF get2sport samarbejder med 30 nøgleforeninger i 19 udsatte boligområder – blandt andet AaB i Aalborg Øst - og cirka 7000 børn og unge under 18 år er en del af projektet. En undersøgelse har tidligere vist, at 68 procent af disse medlemmer er blevet gladere for at gå i skole, og 59 procent klarer sig bedre i skolen.

Tidligere har der været et lignende informationsarrangement i Vollsmose i Odense, og der er også planlagt arrangementer i Århus, Høje Taastrup og Kolding.