Blume, Slott eller håndboldherrerne bliver Årets Sportsnavn

Pernille Blume, Sara Slott Petersen og herrehåndboldlandsholdet er nomineret til DIF og Jyllands-Postens pris ’Årets Sportsnavn’.
7. nov 2016
Pernille Blume, Sara Slott Petersen og herrehåndboldlandsholdet er nomineret til DIF og Jyllands-Postens pris ’Årets Sportsnavn’.

Ved Sport 2016-showet i Herning den 7. januar 2017 afgøres det, hvem der løber med Danmarks måske fornemste idrætspris, ’Årets Sportsnavn’ og de medfølgende 75.000 kroner.  

”Jeg har været med omkring tildelingen af Årets Sportsnavn stort set siden begyndelsen, og jeg kan ikke huske et hårdere felt end det, som vi har i år. Det er altid svært at udvælge de nominerede til prisen i et OL-år, og med rekordmange OL-medaljer i Rio plus et hav af VM- og EM-medaljer, så har det bestemt ikke været nemmere i 2016. Det har været en svær øvelse at vælge fra,” siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og en del af priskomitéen. Han fortsætter:

”Pernille Blume og håndboldherrerne vinder OL-guld, mens Sara Slott Petersen med sin OL-sølvmedalje er den første danske kvinde nogensinde til at vinde en løbemedalje ved et OL plus hun vinder EM-guld samme år. De er derfor alle svære at forbigå i en nominering til Årets Sportsnavn 2016. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at især VM-titlen til badmintonherreholdet, Maja Alms tre VM-medaljer i orienteringsløb og de fem andre OL-sølvmedaljer alle var med til det sidste i kampen om nomineringerne til det, som jeg ubeskedent kalder årets fineste sportspris.”   

DIF har siden 1991 uddelt ’Årets Sportsnavn’ sammen med Jyllands-Posten. Sportsredaktør på Jyllands-Posten, Troels Henriksen, ser frem til den 7. januar, hvor den endelige vinder skal findes ved DR’s store sportsgalla i Herning:

”I Rio de Janeiro leverede de danske udøvere den historisk flotteste, danske præstation ved at OL nogensinde. På toppen af denne finder vi de tre nominerede til Årets Sportsnavn, som hver især leverede historieskrivning ved OL, og det bliver svært at udvælge en af disse som vinderen,” siger Jyllands-Postens sportsredaktør Troels Henriksen og fortsætter:

”Jeg vil dog også gerne fremhæve tre andre præstationer. Det er badmintons sejr i Thomas Cup, Amalie Dideriksens verdensmesterskab i cykling og FC Københavns Danmarksmesterskab, pokaltitel og aktuelle deltagelse i Champions League.”

Afgørelsen

Ansvaret for den endelige kåring er lagt i hænderne på en priskomité på syv personer bestående af kulturminister Bertel Haarder (V), DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Troels Henriksen fra Jyllands-Posten.

De tre nominerede
Pernille Blume stoppede sin svømmekarriere otte måneder før OL. To måneder senere fik hun gejsten igen og genoptog træningen, og en aften midt i august stod hun med en OL-guld- og -bronzemedalje om halsen – vundet samme aften med tre kvarters mellemrum i henholdsvis 50 meter fri og 4 x 100 meter medley.

Hækkeløberen Sara Slott Petersen begyndte sin formidable sportssommer med at blive dansk atletiks første kvindelige europamester nogensinde. Herefter vandt hun blandt andet et Diamond League-stævne i Lausanne, og det hele kulminerede på det olympiske stadion i Rio med en OL-sølvmedalje i 400 meter hæk. 

Herrehåndboldlandsholdet vandt OL-guld i Rio efter en finalesejr på 28-26 over de regerende olympiske mestre fra Frankrig. Det var den første dansk OL-medalje nogensinde til et herrehåndboldhold, og guldet blev vundet over et fransk hold, som ikke havde tabt i de seneste otte EM-, VM- og OL-finaler, som de havde spillet.  

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak

For yderligere kommentarer:
Morten Mølholm Hansen, direktør for DIF, 21663774