Årets Holdkammerat: ”Det har bare været så fedt”

Søndag eftermiddag hjemvendte en storsmilende Andreas Ingvordsen, vinderen af Årets holdkammerat, sammen med resten af sit fra Dragsholm Svømmeklub fra en sjov, festlig og hård træningslejr i Spanien. En træningslejr, som var mulig fordi den 19-årige svømmer tidligere på året fik tildelt fidusbamsen.
24. okt 2016
Søndag eftermiddag hjemvendte en storsmilende Andreas Ingvordsen, vinderen af Årets holdkammerat, sammen med resten af sit fra Dragsholm Svømmeklub fra en sjov, festlig og hård træningslejr i Spanien. En træningslejr, som var mulig fordi den 19-årige svømmer tidligere på året fik tildelt fidusbamsen.
 I januar 2016 år stod Andreas Ingvordsen på scenen ved det store DR-show Sport 2015, og foran næsten en million tv-seere blev den 19-årige svømmer tiljublet af sine holdkammerater fra Dragsholm Svømmeklub, da han modtog DIF og Nordea-fondens Fidusbamse som det synlige bevis på, at han var blevet kåret til Danmarks bedste holdkammerat. Sammen med titlen fulgte også en idrætsrejse for hele holdet til en værdi af 100.000 kroner. En rejse, som her i efterårsferien gik til Barcelona, Spanien.

 

Netop hjemvendt fra rejsen kommer Andreas Ingvordsen gående i front for sit hold, med fidusbamsen bundet fast til sin kuffert, som det fysiske bevis på, at han er årets holdkammerat 2015. Smilet er stort på Andreas, som har haft en fantastisk tur.

”Det har bare været så fedt. Vi har trænet hårdt, men det betyder altså bare rigtig meget, at man kan være sammen med holdet på denne måde,” siger Andreas Ingvordsen.

Stor betydning for klubben
I Dragsholm Svømmeklub er det ikke kun Andreas og resten af svømmerne i klubben, som står med store smil og tunge kufferter i Kastrup Lufthavn. Også lederne i klubben synes det er fantastisk, at man har en sportsudøver, som samtidig har overskud til at hjælpe andre i klubben.

”Der er ingen tvivl om, at de yngre svømmere ser op til Andreas, og det betyder meget for klubben. Han viser vejen for de yngre på holdet, og det er med til at udvikle dem. Det har stor betydning for os omkring klubben. For det er rigtig vigtigt, at man har nogle gode holdkammerater,” siger formand for Dragsholm Svømmeklub, Betinna Larsen.

Opfordrer andre til det samme
Andreas Ingvordsen, som er en stor oplevelse og en fantastisk tur rigere, skal nu tilbage til en almindelig hverdag med træning i Dragsholm Svømmeklub.
Andreas understreger at en tur som denne, giver et ekstra boost til den daglige træning, og han opfordrer andre klubber og medlemmer til selv at nominere en årets holdkammerat.

”Jeg vil helt klart opfordre til at andre klubber går ind og nominerer en ”årets holdkammerat”, for det har været helt specielt for os at komme afsted og ikke mindst helt vildt fedt,” siger Andreas Ingvordsen.

Du kan nominere en Årets holdkammerat HER.