DIF: WADA er ikke skurken

DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen, vil have fokus rettet mod dopingens virkelige syndere.
20. sep 2016
DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen, vil have fokus rettet mod dopingens virkelige syndere.
I de seneste dage er flere kritiske historier om arbejdet i det internationale dopingagentur, WADA, dukket op. Dette er sket i kølvandet på, at russiske hackere på ulovlig vis har skaffet sig adgang til oplysninger om atleter, som konkurrerede ved legene i Rio – deriblandt fire danske OL-atleter, og efterfølgende offentliggjort oplysningerne.

DIF’s direktør, Morten Mølholm Hansen, mener i den forbindelse, at det er vigtigt at rette den kritiske fokus de rigtige steder hen.

”De her hackere, der har lækket personlige atletoplysninger, forsøger at skabe en agenda, der hedder, at alle idrætsudøvere mere eller mindre snyder, og at det derfor ikke er så slemt, det der er foregået i Rusland. Ligeledes forsøges der skabt et billede af, at WADA er skurken i det her. Det mener jeg mildest talt er en problematisk og farlig udvikling,” siger Morten Mølholm Hansen og fortsætter:

”WADA er ikke fejlfri, men WADA er ikke skurken. Det er langt ude, at skytsene er rettet mod det internationale dopingagentur. Fokus bør rettes mod de virkelige syndere, som har opført sig grotesk på dopingfronten, og her tænker jeg naturligvis blandt andet på den russiske stat, som har været involveret i systematisk doping af russiske atleter. Det er vigtigt, at alle gode kræfter samles om at gøre dopingbekæmpelsen bedre i stedet for at nedbryde og nedgøre WADA, som næppe er udstyret med de bedste redskaber til at kunne håndtere en så mægtig aktør som Rusland.”