Stats- og kulturminister hyldede hjemvendt OL-hold

Mere end 300 mennesker var mødt op i Vilhelm Lauritzen Terminalen for at hylde de hjemvendte OL-atleter
25. aug 2016
Mere end 300 mennesker var mødt op i Vilhelm Lauritzen Terminalen for at hylde de hjemvendte OL-atleter

Efter flere uger i Rio De Janeiro, væk fra familie og venner kunne OL-atleterne tirsdag aften endelig sætte deres ben på dansk jord. Sammen med pårørende var repræsentanter fra de forskellige forbund og pressen mødt talstærkt op.

I lufthavnens VIP terminal ventede mere end 300 mennesker på, at atleterne skulle komme igennem dørene. Synet af viftende dannebrogsflag og lyden af klapsalver fra de mange fremmødte gav smil på læberne hos atleterne og efter at have omfavnet deres kære, kunne de se frem til mere hyldest. Fra talerstolen kunne atleterne høre hvordan statsministeren, Lars Løkke Rasmussen, formanden for Team Danmark, Frank Jensen og formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard roste dem til skyerne. Medaljemålsætningen blev indfriet og atleterne har gjort hele Danmark stolte.

Den officielle hyldest indeholdt også musiske indslag. Først fra bandet NOAH med OL-sangen ”Vi brænder”. Dernæst stod kulturminister, Bertel Haarder, for at synge for, da nationalmelodien blev spillet. Herefter fik atleterne tid til at være sammen med de pårørende mens pressen havde mulighed for at stille spørgsmål og tage billeder.