DIF havde gerne set total OL-udelukkelse af Rusland

IOC har meldt ud, at det først og fremmest er de enkelte internationale specialforbunds ansvar at udelukke eventuelle russiske atleter på baggrund af omtalt dopingrapport.
24. jul 2016
IOC har meldt ud, at det først og fremmest er de enkelte internationale specialforbunds ansvar at udelukke eventuelle russiske atleter på baggrund af omtalt dopingrapport.
Der bliver ikke noget totalt forbud af russiske atleter på baggrund af den nyligt udgivne og meget omdiskuterede WADA-rapport, som afslører systematisk dopingsnyd i russisk idræt. Det har IOC søndag slået fast i et statement.

I IOC’s statement fremgår det, at alle russiske atleter som udgangspunkt er ude af OL i Rio. Til gengæld åbner IOC op for, at de enkelte internationale specialforbund kan lukke nogle af atleterne ind i det olympiske selskab igen på en række konkrete skrappe betingelser.

DIF’s formand Niels Nygaard udtaler:

”DIF og Danmarks Olympiske Komité har tidligere på ugen meldt ud, at man håbede på et totalt forbud af russiske atleter i Rio. Det kom ikke, og det er vi kede af. Vi havde gerne havde set, at IOC var gået hele vejen og ikke overladt individuelle beslutninger til forbundene, som kan have svært ved at tackle sagerne - politisk, juridisk og ikke mindst praktisk med blot to uger til OL-start i Rio. Men lige nu må vi ganske enkelt håbe på, at de enkelte specialforbund er deres ansvar bevidst, så de vælger at udelukke de atleter, der har fortjent det. Vi kan dog frygte kaos og en meget uens retning fra forbund til forbund, men det vil de kommende to uger vise. Hvis stort set alle russiske atleter er til start om to uger, må vi jo nok konstatere, at systemet har spillet fallit. ”

Niels Nygaard bemærker, at IOC’s beslutning på ingen måde har været nem hverken moralsk eller juridisk, og at man trods alt er gået forholdsvist langt med dagens udmelding. Derudover finder DIF det positivt, at forbundenes beslutninger skal sanktioneres af en uafhængig CAS-domsmand.

På den lange bane håber DIF’s formand, at denne sag kan ende med at få en vis positiv effekt på international idræt.

”Doping er nu blevet det helt store emne forud for legene i Rio på grund af den skelsættende WADA-rapport, og i årene fremover vil der uden tvivl være et forstærket fokus på doping og en nultoleranceholdning. Forhåbentligt sender den her sag et stærkt internationalt signal om, at man ganske enkelt ikke slipper af sted med at opføre sig sådan, som Rusland har gjort.”

Yderligere oplysninger:
Niels Nygaard, formand i DIF, 20 73 71 12
Morten Mølholm, direktør i DIF, 21 66 37 74