650 foreninger har indgået aftaler om udviklingsforløb

Landets idrætsforeninger viser stor interesse i foreningsudviklingsforløb fra Bevæg dig for livet-konsulenter.
19. jul 2016
Landets idrætsforeninger viser stor interesse i foreningsudviklingsforløb fra Bevæg dig for livet-konsulenter.

Foreningsudvikling var et vigtigt satsningspunkt, da Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI lancerede deres fælles vision Bevæg dig for livet. De seneste tal viser, at 650 foreninger siden august 2015 har indgået aftaler om forløb.

”Vi er enormt glade for at se, hvor mange foreninger der rent faktisk er interesserede i udvikling og kan se en værdi i de produkter, vi tilbyder. Vi ved at der er flere måder at arbejde med at styrke foreningen til at de kan få flere medlemmer, og derfor har vi succes med at skrædersy forløb, så de passer præcis til behovene i den enkelte forening. Lige fra projekter rettet mod at skaffe flere frivillige til, hvordan man får flere spor i foreningen,” siger Casper Rasmussen, der er projektleder i Bevæg dig for livet – Foreningsudvikling.

De mange udviklingsforløb er spredt ud over 25 idrætter og 19 specialforbund og dækker alle landsdele. Det er specialforbund og DGIs landsdelsforeninger, som tager ud til klubberne og arbejder med udviklingsforløbene. Udover aftaler med enkelte foreninger har 19 kommuner indgået aftaler om foreningsudviklingsforløb.

”Nogle steder er der så stor efterspørgsel, at vores konsulenter nærmest ikke kan følge med. Det er noget af et luksusproblem og viser, at foreningerne godt er klar over, at vi er nødt til hele tiden at udvikle os for at følge danskernes idrætsvaner, der er under konstant forandring,” siger Casper Rasmussen.

Inden udgangen af 2017 er målet, at der er lavet aftaler om udviklingsforløb med 2000 klubber.

Bevæg dig for livet
Partnerskabet mellem DIF og DGI er det største i dansk idræt nogensinde. Det er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden. Visionen er, at Danmark skal være den mest idrætsaktive nation i verden. I 2025 skal 50 procent af danskerne være aktive i en idrætsforening, og 75 procent skal være fysisk aktive.