Caroline Wozniacki er klar til OL

Caroline Wozniacki har fået en dispensation af det internationale tennisforbund og er dermed klar til at deltage ved OL i Rio, hvor hun er dansk fanebærer ved indmarchen.
30. jun 2016
Caroline Wozniacki har fået en dispensation af det internationale tennisforbund og er dermed klar til at deltage ved OL i Rio, hvor hun er dansk fanebærer ved indmarchen.
Det internationale tennisforbund ITF har valgt at tildele Caroline Wozniacki en dispensation, og dermed kommer den danske tennisspiller med til OL i Rio.

Caroline Wozniacki blev udpeget som dansk fanebærer tilbage i februar, og nu er det altså helt sikkert, at hun vil lede den danske delegation ind på Maracana med Dannebrog i hånden ved åbningsceremonien den 5. august.

"Jeg er helt utrolig glad for, at det er lykkedes at opnå dispensation på baggrund af min uheldige skade. Jeg vil gerne takke det internationale tennisforbund for dispensationen samt DIF og Dansk Tennis Forbund for deres store støtte og opbakning hele vejen gennem processen. Jeg glæder mig til at kæmpe for medaljer til Danmark og er ubeskrivelig stolt over at skulle bære den danske fane ved indmarchen i Rio," siger Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki havde opfyldt kvalifikationskravet til verdensranglisteplaceringen, hvor man skal ligge blandt de 56 bedste for at komme med. Men hun havde kun spillet et af to nødvendige Fed Cup-opgør, da hun i april måtte melde afbud til det sidste opgør i Kairo på grund af en ankelskade, der også tvang hende til at melde afbud til French Open – hendes første afbud til en Grand Slam-turnering efter 36 deltagelser i træk.

Derfor søgte Dansk Tennis Forbund om en dispensation, så Caroline Wozniacki alligevel kunne komme med til sit tredje OL. En dispensation som nu er givet af det internationale tennisforbund.

”Vi er super glade og tilfredse med beslutningen fra det internationale tennisforbund, og vi glæder os til at få Caroline med både som tennisspiller, som menneske og som fanebærer. Hun har ved tidligere OL vist sig som en ægte teamplayer, der går op i, hvordan det går med de andre atleter på holdet. Og med hendes mange år på toppen i en global idrætsgren med ekstrem hård konkurrence, er hun en fremragende ambassadør for Danmark,” siger DIF’s OL-chef de mission, Morten Rodtwitt.

Yderligere kommentarer:
Morten Rodtwitt, OL chef de mission, DIF: 43 26 20 78/29 37 09 16, mrt@dif.dk

Fakta om Caroline Wozniacki:
Alder: 25 år
OL-deltagelser: 2008 3. runde (Elena Dementieva), 2012 kvartfinale (Serena Williams). Både Dementieva og Williams vandt senere guld.
Verdensranglisteplacering: 45
Bedste grand slam-resultater: Finale US Open 2009 og 2014
WTA-turneringssejre i single: 23
Antal uger som nr. 1 på verdensranglisten: 67


Atleter udtaget til OL:
Atletik:
Sara Slott Petersen, Andreas Bube, Stina Troest, Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister, Jessica Dreskau-Petersson

Badminton:
Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen, Line Kjærsfeldt, Mathias Boe, Carsten Mogensen

Bordtennis:
Jonathan Groth

Brydning:
Mark O. Madsen

Cykling:
Annika Langvad, Simon Andreassen, Simone Tetsche Christensen, Niklas Laustsen, Amalie Dideriksen, Lasse Norman Hansen, Rasmus Quaade, Casper Folsach, Frederik Rodenberg Madsen, Niklas Larsen, Casper Pedersen, Jakob Fuglsang, Chris Anker Sørensen, Christopher Juul Jensen

Kajak:
René Holten Poulsen, Emma Aastrand Jørgensen, Henriette Engel Hansen, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen

Roning:
Anne Lolk, Juliane Elander Rasmussen, Anne Dsane Andersen, Hedvig Lærke Berg Rasmussen, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Mads Rasmussen, Rasmus Quist, Fie Udby Erichsen, Lisbet Falch Jakobsen, Nina Hollensen

Sejlsport:
Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg, Allan Nørregaard, Jonas Høgh-Christensen, Michael Hansen, Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Sebastian Fleischer, Jonas Warrer, Christian Peter Lübeck

Skydning:
Jesper Hansen, Stine Nielsen, Torben Grimmel

Svømning:
Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer, Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner, Pál Joensen, Pernille Blume, Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl, Magnus Westerman, Julie Kepp Jensen, Sarah Bro

Tennis:
Caroline Wozniacki

Triatlon:
Andreas Schilling