DIF bakker op om udelukkelse

Det internationale atletikforbund, IAAF, valgte fredag at holde fast i udelukkelsen af russiske atletikudøvere. Den beslutning bifaldes af DIF’s formand, Niels Nygaard.
17. jun 2016
Det internationale atletikforbund, IAAF, valgte fredag at holde fast i udelukkelsen af russiske atletikudøvere. Den beslutning bifaldes af DIF’s formand, Niels Nygaard.
På grund af en række dopingskandaler skal russiske atletikudøvere ikke have lov til at konkurrere ved Rio. Det internationale atletikforbund besluttede efter et længere møde, at udelukkelsen af de russiske atletikudøvere ikke skulle ophæves. Årsagen til den beslutning er, at de russiske myndigheder ikke har levet op til de kriterier, som atletikforbundets task force har krævet.

"Vi er meget enige i det internationale atletikforbunds beslutning. Systematisk snyd i den størrelsesorden, som vi har set i Rusland, er ødelæggende for idrætten og forvrider konkurrencevilkårene for den store hovedpart af atleterne, der yder deres bedste indenfor reglerne," siger formand for Danmarks Idrætsforbund Niels Nygaard og fortsætter:

"Vi kan på baggrund af undersøgelsen konstatere, at der ikke er sket nok for at rette op i Rusland, og at det går for langsomt. Det skal have konsekvenser på samme måde, som det har for udøverne, når de træder ved siden af. Men det er selvfølgelig ærgerligt, at det også rammer de atleter, der konkurrerer på fair basis."

Siden det internationale antidopingagentur, Wada, kom med en meget kritisk rapport om forholdene i russisk atletik er der foretaget gentestning af dopingprøver fra OL i 2012 og 2008. Det har resulteret i 55 positive prøver, hvoraf russiske atleter står bag de 22 af dem.

For yderligere kommentarer:
Niels Nygaard, formand for DIF, 20737112