Boe og Mogensen klar til OL

Badmintondoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen er blevet udtaget til OL i Rio. Udtagelsen kommer efter et vanskeligt år, hvor Carsten Mogensen har kæmpet sig tilbage efter en aneurismeblødning.
14. jun 2016
Badmintondoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen er blevet udtaget til OL i Rio. Udtagelsen kommer efter et vanskeligt år, hvor Carsten Mogensen har kæmpet sig tilbage efter en aneurismeblødning.
Da Carsten Mogensen i februar faldt om på et hotelværelse i den russiske by Kazan med en aneurismeblødning, var OL i Rio pludselig ikke et tema længere for doublespilleren, som i 2012 vandt OL-sølv med makkeren Mathias Boe.

Men fire måneder senere er billedet igen helt anderledes. Efter en indstilling fra Badminton Danmark har DIF’s bestyrelse udtaget Mathias Boe og Carsten Mogensen til OL i Rio. Udtagelsen er den foreløbige kulmination på en succesfuld genoptræningsperiode i kølvandet på den operation, som Carsten Mogensen gennemgik i Rusland.

”Jeg er utrolig glad og stolt over udtagelsen. Det har selvfølgelig været en hård kamp, men jeg har fået stor opbakning fra folk omkring mig. Fra trænerne, eksperterne og min familie. Efter operationen var noget af det første, jeg sagde til min familie, at jeg ville tilbage. Jeg vil selv bestemme, hvornår jeg stopper min karriere, og det er ikke nu. Mathias og jeg er ikke mætte, og vi vil vinde flere medaljer. Nu er vi klar til at give alt, hvad vi har i os frem mod OL – med stædighed, når man rigtig langt,” siger Carsten Mogensen.

Den sportslige ledelse i Badminton Danmark havde udskudt udtagelsen af herredoublen, da den ville være sikker på, at Carsten Mogensen var tilbage på højt sportsligt niveau. Den fik syn for sagen i forbindelse med Indonesia Open for to uger siden, hvor han spillede sin første kamp med Mathias Boe siden hændelsen i Kazan. I deres første kamp i turneringen vandt de over verdensranglistens nummer 10, og selv om de tabte den efterfølgende kamp, så var indsatsen nok til at overbevise den sportslige ledelse om, at Carsten Mogensen er klar til OL.

"Vi så, at han leverede et præstationsniveau, der kan bygges videre på, så han ved OL sammen med Mathias Boe kan være medaljekandidat. Han tacklede desuden alle forholdene rundt om banen på en fin måde,” siger sportschef i Badminton Danmark, Finn Trærup-Hansen, som selv er overrasket over, at Carsten Mogensen nu skal til OL.

”Det kan godt være, at der er nogle lægebøger, som skal skrives om. Jeg er stadig fuld af forundring over, at han er kommet tilbage. Det har været en fantastisk udvikling.”

Carsten Mogensen og Mathias Boe havde via deres ottendeplads på verdensranglisten sikret Danmark en nationsplads i herredouble. Men pladsen kunne godt være givet til et andet dansk doublepar, og i kulissen var Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen, som ligger nummer ni på verdensranglisten og ved Indonesia Open klarede sig helt til finalen efter blandt andet at have slået verdensmestrene.

”Det er en fantastisk situation, at vi har to herredoubler, som kan være medaljekandidater. En af de ting, der har fået det til at tippe til Boe og Mogensens fordel, er, at de vurderes at have en fordel, når de spiller kampe i pressede situationer. Det har de bevist ved OL i London og efterfølgende ved VM,” siger Finne Trærup-Hansen.

DIF’s OL-chef de mission, Morten Rodtwitt, ser frem til at få selskab af Mathias Boe og Carsten Mogensen i OL-byen i Rio.

”Det er en utrolig historie. Tilbage i februar troede jeg ikke selv, at det var en mulighed, men Carsten Mogensen har vist en fantastisk viljestyrke og kæmpet sig tilbage. I Indonesien beviste han, at han var tilbage på internationalt niveau”.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, har forståelse for, at det har været en svær beslutning for Badminton Danmark at skulle udtage en herredouble efter Carsten Mogensens aneurismeblødning og operation for blot fire måneder siden.

”Atleternes helbred kommer altid i første række. Team Danmarks læge har været i dialog med lægerne på Rigshospitalet, som har tilset Carsten Mogensen efter operationen i februar. De har givet grønt lys for hans deltagelse i så krævende en turnering som OL. Jeg har næsten svært ved at sætte ord på den udvikling Carsten Mogensen har gennemgået de sidste fire måneder. Vi alle er dybt imponeret og inspireret over hans mod og fightervilje. Nu retter vi sammen med Badminton Danmark fuld fokus på at få Mathias Boe og Carsten Mogensen toptrimmet til OL i Rio,” siger Lone Hansen.

Med udtagelsen af herredoublen er det danske badmintonhold til OL i Rio nu fuldtalligt.

Fakta om Carsten Mogensen:
Alder: 32 år
Disciplin: Herredouble
Udvalgte resultater: OL-sølv (2012), VM-sølv (2013), VM-bronze (2014), All England-vinder (2015, 2011), Super Series-finale (2011)
Tidligere OL-deltagelser: London 2012 (sølv)

Fakta om Mathias Boe:
Alder: 35
Udvalgte resultater: OL-sølv (2012), Thomas Cup, guld (2016), VM-sølv (2013), VM-bronze (2014), All England-vinder (2015, 2011), Super Series-finale (2011)
Tidligere OL-deltagelser: London 2012 (sølv)

Fakta om OL i Rio:

5.-21. august 2016

DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 120 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Atleter udtaget til OL:

Atletik:

Sara Slott Petersen, Andreas Bube, Stina Troest, Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister, Jessica Dreskau-Petersson

Badminton:

Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen, Line Kjærsfeldt, Carsten Mogensen, Mathias Boe

Bordtennis:

Jonathan Groth

Brydning:

Mark O. Madsen

Cykling:

Annika Langvad, Simon Andreassen, Simone Tetsche Christensen, Niklas Laustsen

Kajak:

René Holten Poulsen, Emma Aastrand Jørgensen, Henriette Engel Hansen, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen

Roning:

Anne Lolk, Juliane Elander Rasmussen, Anne Dsane Andersen, Lærke Berg Rasmussen, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Mads Rasmussen, Rasmus Quist, Fie Udby Erichsen, Lisbet Falch Jakobsen, Nina Hollesen

Sejlsport:

Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg, Allan Nørregaard, Jonas Høgh-Christensen, Michael Hansen, Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Sebastian Fleischer, Jonas Warrer, Christian Peter Lübeck

Skydning:

Jesper Hansen, Stine Nielsen, Torben Grimmel

Svømning:

Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer, Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner, Pál Joensen, Pernille Blume, Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl, Magnus Westerman

Triatlon:

Andreas Schilling