De to første cykelryttere klar til OL

Mountainbike-rytterne Annika Langvad og Simon Andreassen er nu officielt udtaget til OL i Rio.
9. jun 2016
Mountainbike-rytterne Annika Langvad og Simon Andreassen er nu officielt udtaget til OL i Rio.
Det blev to OL-debutanter, der som de første cykelryttere officielt er udtaget til De Olympiske Lege af Danmarks Olympiske Komité. De danske nationspladser i mountainbike er gået til Annika Langvad og Simon Andreassen.

Egentlig var Annika Langvad også kvalificeret og udtaget til de seneste lege i London. Men en skade satte en foreløbig stopper for hendes OL-drøm. Skaden kom, fordi hun var tvunget til at køre ekstra mange løb for at samle point nok til den kvalifikationsliste, som OL-nationspladserne uddeles på baggrund af. I denne kvalifikationsperiode har Annika Langvad hele tiden ligget godt til, så hun bedre har kunnet satse på de største løb i kalenderen.

”Jeg ser rigtig meget frem til at få min OL-debut, især fordi det var en rigtig stor skuffelse sidste gang. Så det er fedt at være i en helt anden situation nu,” siger Annika Langvad.

Den 32-årige rytter, som har base i Sydtyskland, kan se tilbage på en sæson, der foreløbigt er gået rigtig godt. Det giver hende forhåbninger om et topresultat i Rio.

”Hvis man kigger tilbage på de sidste par års World Cups og verdensmesterskaber, så er der fire, der har skilt sig ud og taget alle de store sejre. Så er der en håndfuld, som lidt mere er nogle outsidere til medaljer, og der ser jeg mig selv som en af de her outsidere,” siger Annika Langvad, som inden OL deltager ved VM på både den olympiske distance og på maratondistancen. På sidstnævnte er hun tredobbelt verdensmester.

Stortalent
Danmarks anden mountainbike-rytter har også verdensmesterskaber på CV’et. To gange har han vundet VM-guld for juniorer. I år er han rykket op i U23-klassen, men til OL skal han køre mod alle verdens bedste MTB-ryttere.

”Det bliver selvfølgelig en kæmpe stor oplevelse at deltage og samle erfaring til næste OL, hvor jeg forhåbentlig har en chance for at køre med om medaljerne,” siger Simon Andreassen.

Modsat Annika Langvad har det 18-årige stortalent virkelig været nødt til at køre så mange løb som muligt for at samle de fornødne point ind til en olympisk kvalifikation.

”Det har været en kæmpe opgave, som jeg har brugt rigtig mange kræfter på. Det har været svært at fokusere på de store, vigtige konkurrencer, fordi jeg har kørt så mange små løb over hele verden for at samle point. Men når jeg kigger tilbage på det, var det helt klart det værd,” siger Simon Andreassen.

DIF’s OL chef de mission, Morten Rodtwitt, er rigtig tilfreds med, at Danmark kan stille til start med med to mountainbike-ryttere.

"Det er stærkt, at vi ved dette OL både er repræsenteret i herrernes og kvindernes mountainbike-konkurrence. Ved sidste OL var Annika Langvad uheldig og måtte melde afbud på grund af en skade. Det er glædeligt, at hun nu kan få den olympiske oplevelse, og hun har utvivlsomt niveauet til at kæmpe med allerforrest i feltet. Simon Andreassen er et kæmpe talent, som ikke kun bliver spændende at følge i Rio, men så sandelig også om fire år i Tokyo," siger Morten Rodtwitt.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, ser frem til at følge de to cykelryttere ved De Olympiske Lege.

"Annika Langvad og Simon Andreassen er på hver deres måde gode eksempler på den stærke kultur for talent- og eliteudvikling, der er i Danmarks Cykle Union. Annika kom først ind i sporten i en relativt sen alder og er et eksempel på, at sen specialisering ikke behøver at være en hindring for at nå verdenseliten.  Simon er modsat et produkt af DCU's talentstruktur og en del af Team Danmarks Talentprogram. Jeg glæder mig meget til at følge dem begge ved legene i Rio," siger Lone Hansen.

Billeder af Annika Langvad til redaktionel brug kan downloades her.

Yderligere kommentarer:
Morten Rodtwitt, OL chef de mission, DIF: 43 26 20 78/29 37 09 16, mrt@dif.dk
Lone Hansen, direktør, Team Danmark, 60 38 25 27, loha@teamdanmark.dk

Fakta om Annika Langvad
Alder: 32 år
Disciplin: Mountainbike
Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Fakta om Simon Andreassen
Alder: 18 år
Disciplin: Mountainbike
Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Fakta om OL i Rio:
5.-21. august 2016
DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 120 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Atleter udtaget til OL:
Atletik:
Sara Slott Petersen, Andreas Bube, Stina Troest, Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister, Jessica Dreskau-Petersson

Badminton:
Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen, Line Kjærsfeldt

Bordtennis:
Jonathan Groth

Brydning:
Mark O. Madsen

Cykling:
Annika Langvad, Simon Andreassen

Kajak:
René Holten Poulsen, Emma Aastrand Jørgensen, Henriette Engel Hansen, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Villumsen

Roning:
Anne Lolk, Juliane Elander Rasmussen, Anne Dsane Andersen, Lærke Berg Rasmussen, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard

Sejlsport:
Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg, Allan Nørregaard, Jonas Høgh-Christensen, Michael Hansen, Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Sebastian Fleischer, Jonas Warrer, Christian Peter Lübeck

Skydning:
Jesper Hansen, Stine Nielsen, Torben Grimmel

Svømning:
Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer, Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner, Pál Joensen, Pernille Blume, Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl, Magnus Westerman

Triatlon:
Andreas Schilling