Sport spiller en vigtig rolle for ligestilling

Kvinder og mænd skal have lige muligheder – også inden for sport. Det var to IOC- medlemmer og DIF's formand enige om, da de talte ved en sideevent på Women Deliver-konferencen. Konferencen handler om at sætte fokus på kvinders sundhed, rettigheder, uddannelse og økonomiske muligheder og på ligestilling mellem kønnene.
17. maj 2016
Kvinder og mænd skal have lige muligheder – også inden for sport. Det var to IOC- medlemmer og DIF's formand enige om, da de talte ved en sideevent på Women Deliver-konferencen. Konferencen handler om at sætte fokus på kvinders sundhed, rettigheder, uddannelse og økonomiske muligheder og på ligestilling mellem kønnene.
H.K.H. Kronprins Frederik som er IOC medlem, formand for IOC’s Women in Sport Commission, Lydia Nsekera og DIF's formand, Niels Nygaard, var på talerstolen ved Speakers Corner på Women Deliver-konferencen her til morgen. Overskriften for sideeventen var GIVING WOMEN AND GIRLS A SPORTING CHANCE”, og havde IOC og DIF som arrangører.

DIF's formand Niels Nygaard slog i sin velkomsttale fast, at sporten har en vigtig rolle at spille på en ligestillingskonference:
”Vi er her, fordi vi ønsker at forbedre situationen for piger og kvinder verden over, og her kan sport bidrage med noget særligt”, sagde han.

”I Danmark har sport en stor plads hos både kvinder og mænd, som blandt andet kommer fra en stærk foreningskultur. Faktisk er danske kvinder mere sportsaktive end mændene. Hele 65% af den kvindelige befolkning er aktive, mens ’kun’ 63% af mændene er det. Det er noget, som jeg oplever, mine udenlandske kollegaer er meget interesseret i at høre om”.


H.K.H. Kronprins Frederik kom i sin tale ind på FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling. Han pegede på, at IOC i særlig grad bakker op om udviklingsmål nummer fem, der handler om at opnå ligestilling mellem kønnene:
”Sport og motion kan nedbryde barrierer i skoler, på arbejdspladserne og i hjemmene. I sportens verden skaber vi rammer med lige vilkår for mænd og kvinder, for drenge og piger. I IOC stræber vi efter kvalitet, venskab og respekt, uanset køn, religion og etnisk tilhørsforhold. Det er, hvad De Olympiske Lege handler om”.
H.K.H. Kronprinsen berørte også Danmarks Idrætsforbunds vision, Bevæg dig for livet, som skal få mere end 600.000 danskere til at være motionsaktive i 2025.
”Det er en ambitiøs målsætning. Og den vil kun lykkes, hvis begge køn - kvinder og mænd, piger og drenge - kommer med om bord”, sagde han.

IOC’s formand for Women in Sport Commission, Lydia Nsekera, var sidste taler ved sideeventen.
”Der er beviser for, at sporten kan bidrage til at forbedre pigers og kvinders sundhed, trivsel og fremme selvværdet. Sport kan lette den sociale integration, udfordre kønsnormer og være et springbræt for lederskab. I det hele taget er sport en effektiv katalysator til at fjerne alle former for forskelsbehandling, herunder vold mod kvinder og piger og opnå ligestilling mellem kønnene”, sagde hun.

For flere oplysninger:
DIF's formand, Niels Nygaard, mobil 20 73 71 12.
DIF's kommunikationschef, Charlotte Brix Andersen, mobil 40 35 34 31.