Kvinder spiller fodbold for at forandre verden

DIF er med når udenrigsminister Kristian Jensen og Helle Thorning-Schmidt sparker global fodboldturnering for kvinder i gang i Kødbyen.
13. maj 2016
DIF er med når udenrigsminister Kristian Jensen og Helle Thorning-Schmidt sparker global fodboldturnering for kvinder i gang i Kødbyen.
I anledning af konferencen Women Deliver sparkes en global fodboldturnering i gang tirsdag 17. maj kl. 17.00 i kødbyen. Global Goals World Cup, som turneringen hedder, er en ny, global fodboldturnering, der skal sætte fokus på de 17 verdensmål og ligestilling af piger og kvinder i hele verden.

Med til åbningen af turneringen er formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, udenrigsminister Kristian Jensen, Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm og Red Barnets internationale direktør Helle Thorning-Schmidt.

Bag projektet står Udenrigsministeriet, FN og organisationen Eir Soccer. Det bakkes op af en række foreninger, virksomheder og organisationer, som tror på, at sport kan noget helt særligt, når det handler om at skabe positive forandringer for piger verden over.

Gæster fra IOC og FIFA
Programmet vil blandt andet byde på en velkomst af Helle Thorning-Schmidt, som herefter går på banen sammen med sit Red Barnet-hold med Camilla Ottesen som holdkaptajn, og udenrigsminister Kristian Jensen som kampens dommer. Efterfølgende mødes de med flere prominente repræsentanter fra IOC og FIFA.

Turneringens 24 festligt udklædte kvindehold spiller for hvert sit af de 17 verdensmål og pigers og kvinders ligestilling. Blandt holdene er de seje kvinder i Team Danfoss, som spiller for mål 7 og Asylum United, som består af flygtningekvinder fra danske asylcentre, som spiller for mål 5.
Blandt holdkaptajner, dommere og speakere finder vi også Helle Joof, Emma Holten, Camilla Andersen, Beate Bille, Wafande og mange flere stærke stemmer.

Læs mere om fodboldturneringen her: www.globalgoalsworldcup.com