Kronprinsen til Skole OL i Maribo

H.K.H. Kronprins Frederik besøgte torsdag formiddag IK Olympia i Maribo for at overvære og deltage i dette års Skole OL.
12. maj 2016
H.K.H. Kronprins Frederik besøgte torsdag formiddag IK Olympia i Maribo for at overvære og deltage i dette års Skole OL.

Der var lagt op til et brag af en dag i idrættens tegn, da mere end 300 børn fra Lolland deltog i Maribos udgave af dette års Skole OL. Ud over de mange børn var også mere end 25 frivillige fra forskellige foreninger mødt op på IK Olympia stadion for at give en hjælpende hånd med.

På dagen kom H.K.H. Kronprins Frederik og satte showet i gang. Først med en velkomsttale, som primært var rettet mod de unge elever.

”Det er en dag, hvor I skal have det sjovt og vise, hvad i kan. I skal bevæge jer og konkurrere. Yd det bedste i har lært I de sekunder eller minutter, hvor I enten skal løbe, kaste eller springe.”

Efterfølgende tog Kronprinsen de mange elever med på en opvarmningsrunde på den nye løbebane, inden de unge, entusiastiske elever begyndte at konkurrere i forskellige konkurrencer.

Selv synes de unge elever, at det gav ekstra energi at se Kronprinsen på stadion.

”Det giver et boost, fordi man vil jo også gerne vil vise sig lidt frem for ham,” siger 14-årige Jonathan Thorsen.

OL-stævnet i Maribo foregår som kvalifikationsstævne til det store OL-finalestævne, som afholdes i København i juni måned.